Forleden sad jeg hos min bankrådgiver. Vi havde et møde om fremtiden og hvad der var muligt for sådan en som mig. Min situation havde ændret sig og der var opstået muligheder, jeg ikke havde forventet. For ser du, 2018 blev året, hvor jeg gik fra at være arbejdsløs til pludselig at arbejde mere end 37 timer om ugen. Selvom mit arbejde ikke lige har den berøringsflade, jeg havde forventet, er det en god start på et meget langt arbejdsliv.

Så her finder du mig, midt i scenen der afgør mit liv i tal. Jeg er ikke dårligt stillet og kan forhåbentlig foretage investeringer i 2019, der cementerer min fremtid. Men midt i gennemgangen af min økonomiske profil, peger min bankrådgiver på en post, der er lidt højere end de andre udgifter. Han spørger mig, hvad det drejer sig om, og jeg forstår, hvor uigennemskueligt det må synes fra hans side af bordet. Alle de andre poster giver mening. Men denne. Den er anderledes. “Det er min tiende.” svarer jeg ham uden helt at tænke mig om. For med et lyder jeg næsten en lille smule sekterisk. Jeg kan forestille mig, at hans tanker begynder at flirte med og huske scener fra den nye dokumentar “Guds bedste børn”. Det er svært at forklare, hvordan jeg giver til min kirke, hvor andre giver til gode formål.

Men i dette øjeblik slog det mig, hvor normalt det er blevet for mig. Hvor stor en selvfølgelighed der ligger i at ti procent af min indkomst går til den kirke jeg befinder mig i for tiden.

Imens jeg gik hjem, ned langs Østerbrogade, indså jeg, hvor langt jeg er kommet i forhold til dengang i januar 2017, hvor jeg første gang trådte ind på eventyret det har været at betale tiende. Dengang mødte jeg modstand – velmenende stemmer der troede det var noget min kirke var begyndt at kræve af mig.

Samtidig hørte jeg historier om, hvordan andre havde oplevet økonomiske velsignelser af at betale tiende. Jeg selv gik ikke ind i det med den indsigt, selvom jeg ikke skal lægge låg på ved at påpege, hvor meget jeg ville have sat pris på et økonomisk mirakel. Jeg gik ind i det af den simple årsag, at jeg ville tættere på Gud, ikke fordi min (ultimativt seje btw) kirke tvang mig. Sandheden er bare, at jeg dengang – såvelsom i dag – var, og er, velstillet på alle leder og kanter. Jeg har ikke på den måde brug for et økonomisk mirakel.

Men jeg gik hjem med en bevidsthed om to ting. For det første hvor meget en vane det er blevet at sætte pengene til side. Det er en del af min måde at lovprise min Gud på. Det er min måde, at søge ham først i noget så kedeligt som mine økonomiske forhold. Men for det andet, så gik det op for mig, at jeg helt klart ikke havde de vilde ting at fortælle og mirakler om finansielle mirakler. Men hvor havde jeg meget at bekymre mig om rent økonomisk, før jeg gjorde det – i forhold til, hvor lidt jeg bekymrer mig om mine økonomiske forhold i dag. Jo, jeg har fået arbejde og tjener væsentligt anderledes den dag i dag end hvad jeg har gjort tidligere. Men økonomiske forhold har bekymret mig uanset hvordan min økonomi så ud. I dag er det blot noget der skal gøre, at jeg kan leve og jeg glæder mig over, at kunne være gavmild. Det rør mig ikke. Jeg lærte, at selvom der var lutter 0’er på min konto, kunne jeg sagtens få enderne til at mødes.

Jeg ser ikke længere værdi i min økonomi. Det er blot et af tandhjulene i det klokkeværk der er mit liv. Den største faktor der får mit liv til at fungere, er Gud.

Jeg blev ikke rig af at lægge min økonomi i hans hænder. Jeg kan ikke vidne om vilde, uforklarlige, sindsyge mirakler. Men for mig, er dette et mirakel i sig selv. At værdisættelsen i mit liv langsomt flytter sig fra denne verden til noget der er langt vigtigere og har større betydning. Forhåbentlig kan mine drømme og fremtidige investeringer hjælpe Gud med at hjælpe flere mennesker.

Share