Something dangerous about a woman;
Content with how things are;
In acceptance of the season she is in.

Loving what is today
Knowing that, accepting a season
does not make it permanent.

Change is happening
In all spheres of life;
some just quicker than others.

Taking away all distractions
Allowing her to focus on the reality
Seeing the possibilities for the future.

Possibilities not distracted
by norms of others.
by what she is ‘supposed’ to do.

But having true freedom
to feel, deep down;
“What is my God-spoken way of life?”

Share

During one of my “seasons of sorrow”, yearning for the circumstances I didn’t get to experience, I found myself reading Timothy Kellers book “The Meaning of Marriage”. I wanted to figure out what it that marriage-thing actually was and why I wanted it so badly. As I reached the end it dawned on me: As much as I did want that kind of marriage…

I just didn’t want that right now.

Suddenly, I found myself in a new situation. What do I do when that one thing I’ve been yearning for and in sorrow of not having for so long, is the one thing I want at some point in the future – I’m just not ready right now? In this season of life, everyone around me seems to settle down, can it be socially acceptable as a Christian to not want to get married and have a family life at this moment? Would that mean that my chances would pass and never come back?

And, so began my first season of acceptance. I remember it not being a walk in a park, but it set me free from a lot of expectations I had. It gave me space to actually feel and not try to feel what I thought everyone expected me to as a single believer at the end of my twenties.

Just because I accepted the state of things right at that moment, it didn’t mean I wanted it that way. It didn’t mean I was okay with being single. It just meant I found the ability to love life and accept it. I found the ability to accept the road I was on.

Loving single life doesn’t mean that it is set in stone that I will be single for the rest of my life… And thank God for that!

A year ago I found myself at my mom’s wedding. I chose to love the irony of attending my mother’s wedding and that she got to experience while I was still waiting for that first time around. Despite this, pretty much every member of our distant family gave me “much needed advice”. One told me not to grow too comfortable. Another, to get moving.

That did not make me go home feeling cared for and comfortable enough to jump at any chance of a date. It made me go home feeling uncomfortable, unloved and wrong.

The thing just is, that you can do everything right and still not hit jackpot. Finding someone is a miracle on it’s own. And yes, we do need to do what is natural in order for God to pull his overnatural, miracle way.

The thing just is, that I don’t want to settle for less. I want to be with that God-chosen one. And that takes time, work and a miracle.

At the end of the day, I’m the one who has to pull myself up every time yet another one has a band on that “leadership finger”. Yet another one turned out to have a girlfriend. Yet another one wasn’t interested in me like that. Yet another one found my boundaries too much. Not you.

And that is why I made a rule of acceptance in my single-chronicles:

Accepting life never makes any state of life permanent. It just makes it liveable. And a whole lot more fun to live!

Share

I’ve heard life compared to seasons. That spring-feeling that spreads through you when love takes every thought, every action hostile. I know about parts of life being compared to a dessert. Every step is taken in agony – yet, all you can do is put one foot in front of the other.

Personally, I’ve always found life to be like a hallway. Some you rush through like a wind, others you’ve been camping in for so long that you know every detail of that one room. Sometimes you find yourself in more than one hallway at once. At work things are flying, while in your home-life-hallway you may find every door locked or barricaded.

We’ve all been there. That one barricaded hallway where there seems to be no breakthrough.

To me, that “all to familiar”-hallway is my singleness. I know every surface of that room, every colour, every detail. I even try to splash things up a little, brigthen it up, making it home.

Every once in a while, I try to push through to see if ‘now is the time’, but the doors in this one hallway always seems so unnaturally barricaded. Every once in a while something happens, but I always end up back in that room, counting the boards in the sealing, waiting for the extraordinary.

I don’t understand why. I don’t understand why I can’t, when so many around me gets to. But I know how it feels when it’s a God-timing.

Though, my heart is not there yet my reasoning, mind and senses knows that Gods timing is the one to count on. I know how it feels when God wants something in my life.

Sometimes God scatters opportunities in front of me, sits back and watches me take up the pieces, studying them and choosing. Other times, it is like I don’t even have to push any door open. It will be opened for me and I will be forced through, kicking and screaming like the kid in a supermarket not getting that one candy bar.

Over the years, I’ve learned that change doesn’t necessarily happen because I do something extraordinary. I can prepare the circumstances. I can even try to prepare myself. But in the end, God is the one doing the extraordinary, and if he doesn’t think it’s time – it won’t be.

The hardest part is not waiting or going through the process of the wait. It is not trying to believe it will happen in my own life or to someone else. Having chosen him to lay the road before me, I can’t know when, where or with whom neither in my life nor for the people around me. While the wait is hard, the hardest part of it is the fact that we are waiting for his timing. Not mine.

In the midst of it all, taking desires and life-wishes off the table, the ultimate hardest part is praying ‘Thy will be done’ and trusting that no matter what, the road laid before me is the best road taken.

I don’t know why I’m single. I don’t know why you are. I don’t know whether I’ll ever not be. But I trust that God knows what he’s doing. Even if my fleeting heart doesn’t always agree I know that the process he is taking me through is the best for me. Though this road is narrow and less travelled, I choose to trust the one that can do extraordinary things instead of my own abilities to create a destiny.

Share

14. Oktober 2018

Der har altid været en hvis forventning omkring det. Som om det var dér livet startede. Singlelivet synes at være en landeplage der skal kureres for enhver pris. Eventyret starter næsten altid med at man møder én, der tager én ud af hverdagens trivielle trummerum og befrier én til mere eventyrlige grønne fjelde. Jeg har altid på den ene side forsøgt at leve op til forventningerne, men på den anden fundet dem kedelige. Hvorfor skal jeg defineres af en mand? Hvorfor begynder livet der, hvor man mødes? Man formes vel også af det der sker før?

Hvorfor kan jeg ikke have et spændende liv der måske på et tidspunkt involverer en partner? Hvorfor skal vi snakke om partnerskab, dating og ægteskab som om de er løsningen på et onde i denne verden? 

Men selvom jeg er glad for mit liv, og de muligheder der langsomt begynder at bydes mig, vågner jeg til perioder, hvor følelsen og den enormt tomme, ekko-fyldte ensomhed fylder mig med længsel efter et partnerskab. En sådan periode er jeg i skrivende stund. Det er der hvor end ikke den mest dybtfølte lovsang kan få mit inderste til ikke at sukke og skabe forvirring i en stund, hvor jeg burde vende mit ansigt mod den Gud jeg tror på. Mit hjerte er flyvsk, og jeg kan ikke styre det. Bønnerne er overfladiske, men enkle: “Jeg har brug for dig, nu. Svar mig!” – Men der er blot rungende tavshed. Jeg ved, du er der. Jeg ved, du hører mig. Jeg ved, du ved bedst. Men det gør så ondt.

Der er en sorg i at miste. Reelt at miste. Der er en sorg i ikke længere at kende. Der er en sorg i det, man troede, man havde brug for, men ikke har. Der er en sorg i det man endnu ikke har, hvor man har mistet al håb. Der er en sorg i håbløsheden. Der er en sorg i livet. Men efter enhver sorg, venter der en trøst. Et håb. Et smil.

Jeg kan tælle på én hånd, de mænd jeg har mødt, hvor min første tanke var, “Wow Gud. Der har du virkelig taget dig tid!” Mindre overfladisk og objektificerende falder den fysiske tiltrækning for mig altid sammen med et godt indtryk af personlighed. Det er lige så meget den venlige natur og medmenneskelige omtanke der får mit hoved til at snurre og hjertet til at stoppe et øjeblik. – Og selvom jeg tror på, at Gud har taget sig tid med alle mennesker, falder tanken altid tilbage på mig selv. Ofte har jeg svært ved at tro, at der nogensinde er nogen der kunne se på mig på den måde. 

Jeg husker en aften, jeg tog hjem fra kirke. Det gik op for mig den dag, at se noget eller nogen som smuk er meget subjektivt. Jeg gik hjem med en følelse af, at det må betyde, at der er nogen derude der tænker sådan om mig, selvom jeg har svært ved at tro på det.

Jeg ser mig selv i Charlotte fra Stolthed og Fordomme mere end nogen anden. Selvom jeg hepper på Jane og Elizabeth, er det Charlotte’s frustrationer med at leve op til samfundets forventninger og leve i skyggen af de smukke Bennett søstre, jeg forstår bedst. Det har altid været en nagende tanke, hvad siger folk om mig bag min ryg? Hun er dygtig, intelligent. Det er bare ærgerligt at hun er så normal. Måske er det en kvindes lod. Et ønske om blot én gang at føle sig smuk. Ikke brudekjole, eventyrligt smuk. Men at se sig selv igennem et andet menneskes øjne. 

“He has made everything beautiful in its time. He has also set eternity in the human heart; yet no one can fathom what God has done from beginning to end. “

Ecclesiastes 3:11 NIV

Share

Mandag d. 15.07.19 – Lidt om at lave planer, som går lidt meget i vasken.

Ny by, nyt hostel, nye mennesker

Jeg havde været en anelse nervøs over næste stop. For hvordan skulle Mitzpe Ramon nogensinde kunne leve op til den oplevelse Ein Gedi havde været? 

Det var derfor med en lidt lav forventning, at jeg trådte ind på Hostlet, som af andre rejsende mentes at være et hippie-sted, hvor det var en absolut nødvendighed at huske soveposen.

Tryghedsnarkoman på ene rejse

Indtil da havde jeg taget et skridt af gangen, for Mitzpe Ramon var en by jeg ikke havde oplevet før og det gjorde mig unødvendigt nervøs. Nye steder og jeg er bare ikke særligt gode venner.

For når jeg skal ud til nye steder eller nye ting, dukker tryghedsnarkomanen bare altid frem fra gemmerne og prøver at bilde mig ind, at det bedste er, at snige mig steder hen jeg allerede har krydset af listen.

Af ren og skær erfaring fører en sådan tilgang blot til depression hos undertegnede, og derfor har jeg udviklet den her forsvarsmekanisme jeg gør, når jeg kan mærke, at det ikke er gensynets glæde, der prøver at bilde mig selv ind, at det er genialt at tage tilbage.

For det første er det bare utroligt vigtigt for mig, at udfordre det der “bange for det ukendte”. For det andet handler det simpelthen om, at tage et skridt af gangen og give det den tid det tager. 

Endnu en gevaldig overraskelse

Derfor var det helt bogstaveligt med kæben i gulvet, da jeg endnu engang på min rejse blev rimelig imponeret over sted, by og omgivelser. Endnu en mulighed for at kunne udforske min nye kærlighed for at hike var opstået og jeg glædede mig til at finde ud af, om jeg kunne få det til at lykkes. 

Jeg lagde derfor planerne ret stramt. Meget at se på meget kort tid. Jeg ville gå langs krateret om morgenen, om eftermiddagen se “the Spice quarter” (hvor jeg boede) og tage tilbage til en af udkigspunkterne om aftenen og se solnedgangen. Næste morgen ville jeg tidligt op og se solopgangen og så overveje en 4 timers hike i krateret inden jeg hoppede på en bus mod Haifa. 

Man kan lave alverdens planer… 

Det var derfor med stor forventning, at jeg drog afsted den mandag morgen. Jeg havde gjort det hele klar. Købt tonsvis af vand. Havde snacks til blodsukkeret. Og var generelt godt kørende. Indtil jeg pludselig skulle på toilettet.

Min krop havde besluttet sig for denne morgen at være ekstra modtagelig for hvad der end var i det jeg spiste og det var en skuffet Katrine der måtte vende snuden tilbage mod Hostlet.  

Jeg blev faktisk bare helt vildt forskrækket. Selvom jeg har det godt under omstændighederne og kan stå oprejst uden de store problemer, var min mave bare ikke min ven. 

Når man ikke lige kan finde et ben at stå på

Det er bare generelt ekstra skræmmende når man pludselig mærker kroppen svigte og man ikke helt er sikker på, om det er nu man skal søge hjælp eller om det var i går. Og så er der altså bare lang vej hjem.

Da jeg efter at have talt med alverdens personer i Danmark – rejseforsikring, Falck, mor – og endelig tog mig mod til at indrømme overfor de frivillige, at jeg muligvis i morgen kommer til at få brug for en læge, var det med stor forståelse og omsorg, at de satte himmel og hav i bevægelse for at hjælpe mig. 

Nu må vi jo så se…

Det gav mig ro i sindet og efter den uro var væk, havde jeg det faktisk bedre. Jeg tror uroen, nye steder og det at være alene somme tider bare kan blive for meget. Og nogle gange har man bare brug for en venlig sjæl, der i sin adfærd giver en krammer og en underforstået: “Vi skal nok hjælpe dig!”

Så nu er klokken 20.00. Jeg spiser min havregrød til en solnedgang jeg gerne ville have set under andre omstændigheder. Og om lidt tager jeg endnu engang mod til mig og går i seng. 

Jeg håber at de op mod 6+ liter vand, den klamme væske 1813 fik mig til at lave (se evt video på deres hjemmeside) og den lige så klamme væske fyren i receptionen gav mig og sagde: “Det her har hjulpet mig”, kommer til at gøre hele forskellen. 

Det var dog ikke lige dét her, jeg havde planer om i Mitzpe Ramon. Men så er det jo godt, det forhåbentligt i morgen blot er på gensyn. 

Share

Lørdag d. 06.07.19 – …når man går minimum 20.000 skridt om dagen…

Tel Aviv – en kærlighedserklæring

Jeg havde faktisk ikke helt regnet med det. For Tel Aviv har altid stået for mig som den kedelige by sammenlignet med det religiøse liv ved Grædemuren i Jerusalem, munkene der synger i krypterne i kirken i Nazareth eller bådture over Genezaret sø i Tiberias. Men den her gang faldt jeg simpelthen pladask for den.

Det er ikke bare den badeby jeg førhen har set, men en by der gemmer perler af kunst og kultur – hvis man altså gider bruge tiden på at lede. Det var Tel Aviv Museum of Art. Det var Jaffa-bydelens små snørklede gader og overraskende natteliv. Det var det faktum at man sagtens kunne tage en løbetur ned af strandpromenaden og finde en stille, uforstyrret plet i en park til at lave squats (bl.a.). Det var is-kaffen, maden og caféerne.

Hillsong Israel – One House Many Rooms

Og så var det Hillsong Israel. For selvom størrelsen og lovsangen ikke er som kirken derhjemme, så var der bare noget charme over kirken og en følelse af at være hjemme. Et hus, mange rum siger de – og det er også rigtigt. Og var det ikke for det faktum, at man gør så meget ud af, at det faktisk føles sådan i Hillsong-kirker verden over, var jeg nok ikke trådt ind i den.

For som jeg sad der, placeret på 2. forreste række, måtte jeg indrømme, at den her by kunne jeg sagtens bo i, hvis muligheden bød sig. Samtidig slog det mig, hvor vigtigt det er, at vi faktisk støtter kirken, selvom man er på ferie. Bare fordi jeg er på ferie, er min tro det sådan set ikke – og der er vel altid en kirke uanset, hvor man er i verdenen og hvor er det vigtigt, at selvom man kun er der en enkelt gang, at man så alligevel støtter op om det kristne fællesskab, der er i det land man besøger.

Hillsong Israel er stadig ved sine spæde skridt, men hvor er det altså vigtigt at alle de Hillsong’er der er verden over faktisk støtter op om det arbejde der bliver gjort. Uanset hvor fancy og stor en Hillsong kirke man kommer fra. Det var for mig en sund reminder om, at der var min kirke også engang – og det har taget blod, sved og tårer for de der virkelig kæmper for det, at kirken er kunnet komme dertil, hvor min kirke er i dag. Hvorfor skal jeg så ikke støtte op om det arbejde andre gør i andre lande?

Jerusalem – det er altså en ommer

Men selvom jeg elskede Tel Aviv, havde jeg fredag besluttet mig for, at jeg ville vende næsen mod Jerusalem. De næste 6 nætter skulle jeg bruge på søster-hostlet i Jerusalem, til det helt vildt fantastiske Hostel jeg boede på i Tel Aviv. Forventningerne var derfor også derefter. For hostlet i Tel Aviv var hyggeligt, personalet venligt og imødekommende og værelserne rene, uden at være for fancy.

Jerusalem var bare alt andet end det. Personalet var næsten fjendtlige, og jeg følte mere, jeg forstyrrede hende midt i et vigtigt afsnit af serien hun så på skærmen bag skranken, end at hun egentlig gad sørge for min check-in. Værelserne var snuskede og virkede ikke helt rene. Hostlet var forsøgt hyggeligt, men fejlede bare helt generelt og så var stemningen bare helt forkert. Der herskede bare en stemning af mistillid og egocentrisme blandt gæsterne.

Jeg vil dog lige skyde en bemærkning ind om, at der er et fantastisk par (jeg tror, de er et par) som sørger for morgenmad på taget, der dog gør hele forskellen bag den kolde modtagelse i receptionen. Gutten er varm og kærlig, kvinden har øje for alt.

Den første modtagelse gjorde bare ikke starten af min tid i Jerusalem synderligt interessant, og den tid jeg egentlig havde tænkt jeg ville bruge ved Grædemuren blev brugt på unødvendige detaljer og personale, der virkede mistroiske og ikke synderligt hjælpsomme.

Ude godt – hjemme bedst

Men efter at have delt mine bekymringer med min mor – for hvor ellers ringer man hen, når skuden syntes at synke – besluttede jeg mig for, at tage en dag af gangen.

Man kan ikke forvente, at en strålende start på ens “ene”-rejse-eventyr når samme højder alle 5 uger. Derfor var det med næsen mod grædemuren, at jeg langsomt bevægede mig mod det gamle Jerusalem. Langsomt. For de der minimum 20000 skridt, jeg har gået, siden jeg ramte Israel, er altså begyndt at kunne mærkes.

Gensyn med Grædemuren

Jeg brugte derfor store dele af mine 2 dage i Jerusalem ved Grædemuren og i den dertilhørende bazar. At opleve hvordan shabatten bliver danset ind, hvordan byen lukker ned og hvordan ultraortodokse jøder valfarter ned langs gaderne mod den der sidste del der er tilbage af deres tempel, er bare noget helt specielt.

Hvor letbanen før havde kørt lystigt frem og tilbage, gik større jødiske familier nu hastigt mod muren. Jøder med hvad der ligner bjørneskinshuer og badekåber kom halv-løbende med deres lange slangekrøller fra bakkenbarterne flyvende bag sig.

Shabbat Shalom

Der er bare noget fascinerende over jødiske familier lige der ved Grædemuren på en fredag aften. Det er familier der kommer sammen i deres fineste tøj, med børn på armen, teenagere rendende bag dem og klapvogne op og ned af den stejle trappe. Det er fædre og mødre der med deres børn i favnen kærligt forsøger at danne sig et overblik over flokken – og om alle nu også er med. Det er ægtemændene klædt nobelt i dagens anledning der beundrende kigger efter kvinden i deres liv. Fædre der ikke er bleg for at tage baby-duty imens mor er inde for at bede. Det er mødre og fædre der småskændes bag hatten og parykken: Sikkert ikke om noget synderligt vigtigt. Det er kaoset der følger en shabbats-fejring – er alle nu med? Kan vi få klapvognen op af trappen igen? Har vi husket at ønske alle Shabbat Shalom? Det er fædrene med deres små mini-me’er med skjorte, kalot og trådene stikkende ud af skjorterne. Det er de ældre søstre, der bærer på de yngre. Og så er det stilheden efter stormen af mennesker ved muren.

Dét er shabbat ved grædemuren – og der er intet der kan måle sig med en oplevelse som dén for en religionsnørd som mig.

Share

På en lidt for detaljeret manér – vil nogle mene – har jeg valgt at holde en lille rejsedagbog her på bloggen. Ikke fordi jeg tror min rejse er noget specielt, men det er den sådan set for mig og derfor skriver jeg om den. Den er speciel fordi jeg gør det alene, fordi det er vigtigt for mig som single at kunne gøre det, og fordi jeg rejser med type 1 diabetes. For mig var det fortællinger som denne, der gjorde at diabetes ikke på noget tidspunkt blev til en sygdom, men en feature der kan overkommes. Denne gang er fortællingen min egen, og jeg håber, at jeg med denne kan give min egen overbevisning videre til andre ny-erklærede diabetikere om, at livet ikke er slut, bare fordi man har fået en ekstra feature. I kan vælge at læse med eller lade være. Det betyder ikke så meget for mig. Derfor, lad os begynde fra begyndelsen…

Mandag d. 01.07.19 – store rejsedag.

Fortællinger fra en lufthavn

Det startede en anelse hektisk. Normalt er 2 timer før en flyafgang nok, men i dette tilfælde ville jeg ønske, jeg havde min gode veninde Sanne’s skepsis mod lufthavne og flyselskaber, og derfor ville være kommet 3 timer før. For køen var lang til check-in og personalet virkede overvældet. Samtidig var der ikke rigtig mulighed for det der nymodens pjat, hvor man checker ind selv og dropper bagagen af som hos andre flyselskaber. Det betød at de stakkels to personer i personalet ikke bare var fuldstændig overrumplet over mængden af personer der skulle igennem. De brugte også, hvad der virkede som oceaner af tid på at få check ind overstået. 

Som jeg stod der i køen, kunne jeg hurtigt mærke, at min start på ferien ville afhænge af, hvordan jeg valgte at reagere. Jeg kunne stille mig uforstående op, brokke mig som parret bag mig og skælde ud, når det blev min tur. Eller jeg kunne vælge at forsøge at holde modet oppe, smile af det hele og ikke forsøge at finde forklaringer og brok hos andre, lettere besværlige passagerer. Det holdt hårdt, og selvom gutten i skranken erklærede, til min store irritation, at jeg havde fået en stand-by plads og derfor muligvis skulle ombooke hele min rejse (HVORFOR er det, at jeg valgte en fleksibel billet OG IKKE at købe mig til at kunne vælge plads i flyet? HVORFOR?), valgte jeg at tage det med et træt smil, der viste min frustration uden at lade det gå ud over den stakkels fyr i skranken. Men som han sad der og forsøgte at checke mig ind til hele turen, og ikke kun til Prag, skete det mirakel, at jeg pludselig fik plads på flyet og derfor kunne skynde mig igennem security og op på mit fly. 

Det der kunne have været et mareridt, endte derfor med en lykkelig Katrine, der kom til alle de rigtige fly, og tilmed IKKE mistede sin bagage i transit. Til gengæld er udenlandske lufthavne meget uforstående og uoplyste om det geniale ved at have en smoothies eller juice ved hånden, når man har diabetes og insisterer på et læge-brev, hver gang jeg spørger, om det er ok. Det er lidt et problem, når man laver det helt store sikkerhedstjek og lukker passagerne ind i et glasbur, hvor den eneste snack/drikke-maskine ikke synes at virke. Note to self til en anden gang jeg skal til et land med højt sikkerhed ind og ud af landet – tag sukker med i form af fast føde. De flydende går kun i København.

Et gensyn med den israelske sikkerhed

I Israel var det hele, som jeg havde forventet. Køen i Ben Gurion Lufthavn var ikke så frygteligt lang, men det var ventetiden. Desværre hersker stereotyperne også stadig, da 3 arabisk-udseende mænd blev holdt tilbage, fordi de åbenbart skulle igennem et yderligere sikkerhedstjek. Til gengæld viste sikkerheds-gutten lidt ekstra overskud, da han insisterede på at føre en kvinde med en teenage-datter og en pige på ikke mere end et år på armen forrest i køen og igennem sikkerhedstjekket foran en flok måbende, ventende mennesker – tilmed fra en helt anden kø han egentlig ikke behøvede at bekymre sig om. Moren blev lykkelig. Babyen stoppede med at skråle. Og jeg måtte erkende en lille tanke, der poppede op om, at jeg da virkelig elsker når sådan noget sker. I LOVE IT. Nogle gange kan historierne fra Security i Israel godt være fortællinger om mennesker der fører én igennem lange, seje sikkerhedstjek, hvor man bogstavelig talt bliver checket i hoved og røv, og somme tider en anelse grænseoverskridende. Disse historier gør ofte menneskene, der egentlig bare passer deres arbejde, til nogle hårde bananer med en facade af stål. I dette tilfælde blev manden bag glasset ikke en hård, uforstående mand – men et menneske med et hjerte. Det var måden han sad med hovedet hvilende i den ene hånd og et interesseret, overbærende blik mod en ældre dame der skulle fortælle om sin rejse. Måden han hurtigt, professionelt og uden at blinke førte moren til to frem og igennem. Eller måden han kiggede undrende på mig og udbrød: “FIVE WEEKS??!”, da jeg fortalte ham om mine rejse-planer. 

Generelt er det bare historien om menneskene jeg møder på min vej hernede. – Manden på lufthavnens togstation som fik mig foran i køen, fordi han mente, jeg havde ventet længere end de andre, og fordi han også mente, at turisten da havde brug for professionel assistance i form af en medarbejder til at administrere billetmaskinen. – Eller hvad med kvinden der forbarmede sig over den stakkels dansker, som vidst var kommet lidt på afveje i et fortvivlet forsøg på at finde sin bus, og førte hende hen til rette sted. – Og den ældre buschauffør, som kun kunne meget lidt engels, der med en opgivende barmhjertighed lod selvsamme dansker køre gratis en halv time i hans bus, fordi hun viftede med gammeldags metoder som pengesedler i et forsøg på at købe en billet. Der er noget over det at være alene kvinde i et helt andet land, med en helt anden kultur. Det er som om det stråler ud af en og folk bliver lidt ekstra blød om hjertet. Det gør det altså lidt nemmere at spørge om hjælp, når man står på herrens mark og ikke rigtig ved, hvor man skal vende og dreje. 

Sejren ville ingen ende tage

Da jeg derfor endelig landede på hostlet, selvfølgelig et par timer senere end de var blevet informeret, var det dog stadig med en følelse af stolthed over, at jeg faktisk sad der – med en pakke brød, israelsk humus, chips og cola zero. Der sad jeg, på tagterrassen og nød min aftensmad til den lette aftenbrise, som ikke vidnede om dagens ellers 30 graders hede. Brisen blandede sig med en lydbølge af moskeer der kaldte til bøn fra alle verdens hjørner og festglade mennesker der spiste og dansede til musik fra Jaffa’s barmiljø. Som sjovt nok om dagen er skiftet ud med et stort pulserende loppemarked, hvor man kan købe alt hvad hjertet kan – og ikke kan – begære. 

For mig var det hele bare en stor sejr. For det betød at jeg var kommet igennem security med medicin og hjælpemidler til flere måneder (let’s be honest). At jeg havde fundet frem til Hostlet selv uden at kunne læne mig op af en anden jeg kendte. At jeg havde bevæget mig ud i aftenlivet for at finde aftensmad. At jeg havde overskuddet til at finde tagterrassen og køkkenet. Det er ikke selvfølger for mig. Jeg kunne nemt godt have ladet mig overbevise om, at hostlets tildelte seng var det eneste område, jeg skulle bevæge mig i den aften. Derfor kunne udforskningen – selv af det hostel, hvor jeg skal bo i nogle dage – være en udfordring. Spørg mig ikke hvorfor. Måske er det tryghedsnarkomanen der taler. For at skabe tryghed omkring det at rejse alene, har jeg for eksempel hele tiden sagt til mig selv, at hvis jeg kan finde frem til hostlet og bliver der i alle 5 uger og tager hjem igen, er det stadig en rejse med stor succes. Det er blevet konstateret af min underbevidsthed, mest af alt fordi jeg vidste, at når jeg først sad der, ville min stædighed og mit nysgerrige sind skinne igennem og føre mig videre. 

Så med det in mind gik jeg i seng til lyden af det pulserende natteliv, og med et blodsukker der vidnede om, at det ikke kan lide at flyve. Så er man den erfaring rigere. Nogle gange kan mit blodsukker godt være som et lille barn, der har sine helt egne idéer om, hvad det kan lide og hvad det ikke kan lide. Heldigvis har vi været enige om i dag (tirsdag), at vi godt kan lide at rejse rundt i Israel. Men nok om det i morgen.

Share

Jeg har funderet meget over, om jeg skulle dele denne del af mit liv og i så fald; Hvordan? Hvordan kan jeg skrive det ned uden jaloux-undertoner og nedgørende formodninger mellem linjerne? Hvordan vil det blive modtaget? Hvad vil folk tænke?

Samtidig synes jeg, at den perfekte verden, sociale medier synes at fremstille, påvirker kristnes behov for at vise det kristne liv som perfekt, uden fejl og smerte. Og hvis der så er smerte, er det som regel lovligt, hvis smerten og sorgen går hånd i hånd med døden eller barnløshed.

Typisk følger smerten over at være barnløs også et forsøg på at mediere den smerte man som enlig kan gå med, fordi ægteparret pludselig forstår den smerte der opstår, når man inderligt bare gerne vil noget, men ikke synes at kunne få det opfyldt. Jeg siger ikke at barnløshed ikke er hårdt og smertefuldt. Det ved jeg ikke noget om og vil ikke underkende den følelse og sorg på nogen måde! Men det jeg forsigtigt spørger er, om de to ting egentlig kan sammenlignes? For hvis I vil, er I jo to om smerten. Jeg er bare mig.

Jeg ved ikke, hvordan det er at leve i et ægteskab og de udfordringer og kampe der ligger i det at være to. Samtidig har ægteparret måske også glemt, hvordan det var at være alene. De var måske ikke alene særlig lang tid af deres voksne liv. Måske var det ikke noget der decideret gik dem på?

Når jeg deler mine frustrationer, observationer og tanker med mennesker i min omgangskreds, bliver jeg mødt med genkendelse og somme tider velment udfordring, som stadig anerkender de tanker, smerter og frustrationer, jeg går med. Men når jeg læser om det, er det typisk med forklaringer, udredninger og gode råd. Siderne fyldes aldrig bare med bare historien om smerterne og frustrationerne. Eller historien om glæden og lykken. Det er som om, det er noget der skal overstås. Noget man skal igennem for at komme til slutningen af filmen. Et kapitel der lige skal skimtes.

Måske handler min tilbageholdenhed for at dele også om, at noget dybt inde i mig skammer sig. Skammer sig over ikke at kunne møde mine egne forventninger til mig selv. Skammer sig over det store, sorte hul der vokser i mig, hvor ensomheden og singlelivet skriger endeløst ud af. – Det vil jeg gerne udforske, og du er velkommen til at komme med.

For jeg er ufrivilligt single, og jeg er ikke længere ok med at være det.

Share