Mandag d. 15.07.19 – Lidt om at lave planer, som går lidt meget i vasken.
Ny by, nyt hostel, nye mennesker
Jeg havde været en anelse nervøs over næste stop. For hvordan skulle Mitzpe Ramon nogensinde kunne leve op til den oplevelse Ein Gedi havde været?
Det var derfor med en lidt lav forventning, at jeg trådte ind på Hostlet, som af andre rejsende mentes at være et hippie-sted, hvor det var en absolut nødvendighed at huske soveposen.
Tryghedsnarkoman på ene rejse
Indtil da havde jeg taget et skridt af gangen, for Mitzpe Ramon var en by jeg ikke havde oplevet før og det gjorde mig unødvendigt nervøs. Nye steder og jeg er bare ikke særligt gode venner.
For når jeg skal ud til nye steder eller nye ting, dukker tryghedsnarkomanen bare altid frem fra gemmerne og prøver at bilde mig ind, at det bedste er, at snige mig steder hen jeg allerede har krydset af listen.
Af ren og skær erfaring fører en sådan tilgang blot til depression hos undertegnede, og derfor har jeg udviklet den her forsvarsmekanisme jeg gør, når jeg kan mærke, at det ikke er gensynets glæde, der prøver at bilde mig selv ind, at det er genialt at tage tilbage.
For det første er det bare utroligt vigtigt for mig, at udfordre det der “bange for det ukendte”. For det andet handler det simpelthen om, at tage et skridt af gangen og give det den tid det tager.
Endnu en gevaldig overraskelse
Derfor var det helt bogstaveligt med kæben i gulvet, da jeg endnu engang på min rejse blev rimelig imponeret over sted, by og omgivelser. Endnu en mulighed for at kunne udforske min nye kærlighed for at hike var opstået og jeg glædede mig til at finde ud af, om jeg kunne få det til at lykkes.
Jeg lagde derfor planerne ret stramt. Meget at se på meget kort tid. Jeg ville gå langs krateret om morgenen, om eftermiddagen se “the Spice quarter” (hvor jeg boede) og tage tilbage til en af udkigspunkterne om aftenen og se solnedgangen. Næste morgen ville jeg tidligt op og se solopgangen og så overveje en 4 timers hike i krateret inden jeg hoppede på en bus mod Haifa.
Man kan lave alverdens planer…
Det var derfor med stor forventning, at jeg drog afsted den mandag morgen. Jeg havde gjort det hele klar. Købt tonsvis af vand. Havde snacks til blodsukkeret. Og var generelt godt kørende. Indtil jeg pludselig skulle på toilettet.
Min krop havde besluttet sig for denne morgen at være ekstra modtagelig for hvad der end var i det jeg spiste og det var en skuffet Katrine der måtte vende snuden tilbage mod Hostlet.
Jeg blev faktisk bare helt vildt forskrækket. Selvom jeg har det godt under omstændighederne og kan stå oprejst uden de store problemer, var min mave bare ikke min ven.
Når man ikke lige kan finde et ben at stå på
Det er bare generelt ekstra skræmmende når man pludselig mærker kroppen svigte og man ikke helt er sikker på, om det er nu man skal søge hjælp eller om det var i går. Og så er der altså bare lang vej hjem.
Da jeg efter at have talt med alverdens personer i Danmark – rejseforsikring, Falck, mor – og endelig tog mig mod til at indrømme overfor de frivillige, at jeg muligvis i morgen kommer til at få brug for en læge, var det med stor forståelse og omsorg, at de satte himmel og hav i bevægelse for at hjælpe mig.
Nu må vi jo så se…
Det gav mig ro i sindet og efter den uro var væk, havde jeg det faktisk bedre. Jeg tror uroen, nye steder og det at være alene somme tider bare kan blive for meget. Og nogle gange har man bare brug for en venlig sjæl, der i sin adfærd giver en krammer og en underforstået: “Vi skal nok hjælpe dig!”
Så nu er klokken 20.00. Jeg spiser min havregrød til en solnedgang jeg gerne ville have set under andre omstændigheder. Og om lidt tager jeg endnu engang mod til mig og går i seng.
Jeg håber at de op mod 6+ liter vand, den klamme væske 1813 fik mig til at lave (se evt video på deres hjemmeside) og den lige så klamme væske fyren i receptionen gav mig og sagde: “Det her har hjulpet mig”, kommer til at gøre hele forskellen.
Det var dog ikke lige dét her, jeg havde planer om i Mitzpe Ramon. Men så er det jo godt, det forhåbentligt i morgen blot er på gensyn.
Jeg har funderet meget over, om jeg skulle dele denne del af mit liv og i så fald; Hvordan? Hvordan kan jeg skrive det ned uden jaloux-undertoner og nedgørende formodninger mellem linjerne? Hvordan vil det blive modtaget? Hvad vil folk tænke?
Samtidig synes jeg, at den perfekte verden, sociale medier synes at fremstille, påvirker kristnes behov for at vise det kristne liv som perfekt, uden fejl og smerte. Og hvis der så er smerte, er det som regel lovligt, hvis smerten og sorgen går hånd i hånd med døden eller barnløshed.
Typisk følger smerten over at være barnløs også et forsøg på at mediere den smerte man som enlig kan gå med, fordi ægteparret pludselig forstår den smerte der opstår, når man inderligt bare gerne vil noget, men ikke synes at kunne få det opfyldt. Jeg siger ikke at barnløshed ikke er hårdt og smertefuldt. Det ved jeg ikke noget om og vil ikke underkende den følelse og sorg på nogen måde! Men det jeg forsigtigt spørger er, om de to ting egentlig kan sammenlignes? For hvis I vil, er I jo to om smerten. Jeg er bare mig.
Jeg ved ikke, hvordan det er at leve i et ægteskab og de udfordringer og kampe der ligger i det at være to. Samtidig har ægteparret måske også glemt, hvordan det var at være alene. De var måske ikke alene særlig lang tid af deres voksne liv. Måske var det ikke noget der decideret gik dem på?
Når jeg deler mine frustrationer, observationer og tanker med mennesker i min omgangskreds, bliver jeg mødt med genkendelse og somme tider velment udfordring, som stadig anerkender de tanker, smerter og frustrationer, jeg går med. Men når jeg læser om det, er det typisk med forklaringer, udredninger og gode råd. Siderne fyldes aldrig bare med bare historien om smerterne og frustrationerne. Eller historien om glæden og lykken. Det er som om, det er noget der skal overstås. Noget man skal igennem for at komme til slutningen af filmen. Et kapitel der lige skal skimtes.
Måske handler min tilbageholdenhed for at dele også om, at noget dybt inde i mig skammer sig. Skammer sig over ikke at kunne møde mine egne forventninger til mig selv. Skammer sig over det store, sorte hul der vokser i mig, hvor ensomheden og singlelivet skriger endeløst ud af. – Det vil jeg gerne udforske, og du er velkommen til at komme med.
For jeg er ufrivilligt single, og jeg er ikke længere ok med at være det.
