Lørdag d. 06.07.19 – …når man går minimum 20.000 skridt om dagen…

Tel Aviv – en kærlighedserklæring

Jeg havde faktisk ikke helt regnet med det. For Tel Aviv har altid stået for mig som den kedelige by sammenlignet med det religiøse liv ved Grædemuren i Jerusalem, munkene der synger i krypterne i kirken i Nazareth eller bådture over Genezaret sø i Tiberias. Men den her gang faldt jeg simpelthen pladask for den.

Det er ikke bare den badeby jeg førhen har set, men en by der gemmer perler af kunst og kultur – hvis man altså gider bruge tiden på at lede. Det var Tel Aviv Museum of Art. Det var Jaffa-bydelens små snørklede gader og overraskende natteliv. Det var det faktum at man sagtens kunne tage en løbetur ned af strandpromenaden og finde en stille, uforstyrret plet i en park til at lave squats (bl.a.). Det var is-kaffen, maden og caféerne.

Hillsong Israel – One House Many Rooms

Og så var det Hillsong Israel. For selvom størrelsen og lovsangen ikke er som kirken derhjemme, så var der bare noget charme over kirken og en følelse af at være hjemme. Et hus, mange rum siger de – og det er også rigtigt. Og var det ikke for det faktum, at man gør så meget ud af, at det faktisk føles sådan i Hillsong-kirker verden over, var jeg nok ikke trådt ind i den.

For som jeg sad der, placeret på 2. forreste række, måtte jeg indrømme, at den her by kunne jeg sagtens bo i, hvis muligheden bød sig. Samtidig slog det mig, hvor vigtigt det er, at vi faktisk støtter kirken, selvom man er på ferie. Bare fordi jeg er på ferie, er min tro det sådan set ikke – og der er vel altid en kirke uanset, hvor man er i verdenen og hvor er det vigtigt, at selvom man kun er der en enkelt gang, at man så alligevel støtter op om det kristne fællesskab, der er i det land man besøger.

Hillsong Israel er stadig ved sine spæde skridt, men hvor er det altså vigtigt at alle de Hillsong’er der er verden over faktisk støtter op om det arbejde der bliver gjort. Uanset hvor fancy og stor en Hillsong kirke man kommer fra. Det var for mig en sund reminder om, at der var min kirke også engang – og det har taget blod, sved og tårer for de der virkelig kæmper for det, at kirken er kunnet komme dertil, hvor min kirke er i dag. Hvorfor skal jeg så ikke støtte op om det arbejde andre gør i andre lande?

Jerusalem – det er altså en ommer

Men selvom jeg elskede Tel Aviv, havde jeg fredag besluttet mig for, at jeg ville vende næsen mod Jerusalem. De næste 6 nætter skulle jeg bruge på søster-hostlet i Jerusalem, til det helt vildt fantastiske Hostel jeg boede på i Tel Aviv. Forventningerne var derfor også derefter. For hostlet i Tel Aviv var hyggeligt, personalet venligt og imødekommende og værelserne rene, uden at være for fancy.

Jerusalem var bare alt andet end det. Personalet var næsten fjendtlige, og jeg følte mere, jeg forstyrrede hende midt i et vigtigt afsnit af serien hun så på skærmen bag skranken, end at hun egentlig gad sørge for min check-in. Værelserne var snuskede og virkede ikke helt rene. Hostlet var forsøgt hyggeligt, men fejlede bare helt generelt og så var stemningen bare helt forkert. Der herskede bare en stemning af mistillid og egocentrisme blandt gæsterne.

Jeg vil dog lige skyde en bemærkning ind om, at der er et fantastisk par (jeg tror, de er et par) som sørger for morgenmad på taget, der dog gør hele forskellen bag den kolde modtagelse i receptionen. Gutten er varm og kærlig, kvinden har øje for alt.

Den første modtagelse gjorde bare ikke starten af min tid i Jerusalem synderligt interessant, og den tid jeg egentlig havde tænkt jeg ville bruge ved Grædemuren blev brugt på unødvendige detaljer og personale, der virkede mistroiske og ikke synderligt hjælpsomme.

Ude godt – hjemme bedst

Men efter at have delt mine bekymringer med min mor – for hvor ellers ringer man hen, når skuden syntes at synke – besluttede jeg mig for, at tage en dag af gangen.

Man kan ikke forvente, at en strålende start på ens “ene”-rejse-eventyr når samme højder alle 5 uger. Derfor var det med næsen mod grædemuren, at jeg langsomt bevægede mig mod det gamle Jerusalem. Langsomt. For de der minimum 20000 skridt, jeg har gået, siden jeg ramte Israel, er altså begyndt at kunne mærkes.

Gensyn med Grædemuren

Jeg brugte derfor store dele af mine 2 dage i Jerusalem ved Grædemuren og i den dertilhørende bazar. At opleve hvordan shabatten bliver danset ind, hvordan byen lukker ned og hvordan ultraortodokse jøder valfarter ned langs gaderne mod den der sidste del der er tilbage af deres tempel, er bare noget helt specielt.

Hvor letbanen før havde kørt lystigt frem og tilbage, gik større jødiske familier nu hastigt mod muren. Jøder med hvad der ligner bjørneskinshuer og badekåber kom halv-løbende med deres lange slangekrøller fra bakkenbarterne flyvende bag sig.

Shabbat Shalom

Der er bare noget fascinerende over jødiske familier lige der ved Grædemuren på en fredag aften. Det er familier der kommer sammen i deres fineste tøj, med børn på armen, teenagere rendende bag dem og klapvogne op og ned af den stejle trappe. Det er fædre og mødre der med deres børn i favnen kærligt forsøger at danne sig et overblik over flokken – og om alle nu også er med. Det er ægtemændene klædt nobelt i dagens anledning der beundrende kigger efter kvinden i deres liv. Fædre der ikke er bleg for at tage baby-duty imens mor er inde for at bede. Det er mødre og fædre der småskændes bag hatten og parykken: Sikkert ikke om noget synderligt vigtigt. Det er kaoset der følger en shabbats-fejring – er alle nu med? Kan vi få klapvognen op af trappen igen? Har vi husket at ønske alle Shabbat Shalom? Det er fædrene med deres små mini-me’er med skjorte, kalot og trådene stikkende ud af skjorterne. Det er de ældre søstre, der bærer på de yngre. Og så er det stilheden efter stormen af mennesker ved muren.

Dét er shabbat ved grædemuren – og der er intet der kan måle sig med en oplevelse som dén for en religionsnørd som mig.