Jeg er egentlig et relativt tålmodigt menneske. Det synes jeg ihvertfald selv. Da det kom til halvmaratonet, var der ikke noget federe end at opleve resultatet efter lang tids planlægning og stædig træning.
Men der er nogle områder jeg bare ikke har en sky af tålmodighed. Der er for eksempel en årsag til, at jeg arbejder lidt med min økonomiske sans. Jeg har egentlig altid en ambition om at spare op, men jeg må sande, at jeg ikke ejer en snert af tålmodighed til at se den vokse. Eller, hvad med mit forhold til bland-selv-slik.
For når man har købt bland selv slik skal den spises. Ikke senere. Ikke i morgen NU! Lige her. På fortorvet. Foran bland-selv butikken.
Man køber jo ikke bland-selv-slik for bare at kigge på den. Den skal ned til alle de andre vingummier i maven, i vingummi-land og lege jo.
Sandheden er bare, at de gode varige resultater i livet sker ved tålmodigt, stædigt at blive ved, arbejde, og forbedre.
Isaac Newton siger:
“Hvis jeg nogensinde har gjort værdifulde opdagelser, så skyldes det mere tålmodig opmærksomhed end noget andet talent.”
Det er lidt ligesom at gå på slankekur. En slankekur holder først når man stædigt og vedvarende har holdt ved – ikke når man i et øjeblik går på slankekur, for så at gå tilbage til gamle vaner efterfølgende. Tålmodighed er desværre et vigtigt element, hvis man vil se resultater. Jeg ændrer ikke på vaner ved at sige, “I morgen gør jeg det. I morgen”. I morgen bliver det måske nemmere. For med tiden kan jeg danne nye, sundere vaner istedet for de gamle og usunde. Ikke hvis jeg ikke møder udfordringen i dag.
Men hvad gør man så, når man er der, hvor bjerget bare synes for stort og ‘lille jeg’ har mistet tålmodighed, stædighed og vilje til at fortsætte?
Forleden nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå og funderede (læs: stressede) over min job-løse-situation. Jeg kunne ikke overskue endnu en samtale med omgangskredsen om, at jeg endnu ikke havde et arbejde, og hvorfor mon det kunne være – og hvad jeg burde gøre. Jeg var nået til den uoverstigelige mur. Den uoverkommelige, fuldstændig umulige stigning.
Nu er det sådan, at jeg tror på Gud. Så der lå jeg. I nattens mørke. Ude var der stille. Men indeni galopperede hjertet afsted, imens jeg råbte til Gud: “Der står i bibelen, at du elsker mig. At du vil sørge for mig. Hvor er du i det her?” Og nu er det sådan, at jeg har råbt det mange gange til Gud. På den ene side har jeg i løbet af de sidste næsten 2 år måttet indrømme, at min ledighed på mange måder har været svar på bønner jeg ikke vidste, jeg burde be.
Men i dette øjeblik valgte han at høre min bøn. Han valgte at ændre slagets gang og sende mig en anden vej.
Løsningen er ikke en langtidsholdbar løsning. Men det er en ‘her-og-nu’-løsning, som jeg glæder mig til at tage op.
Min veninde fortalte mig forleden, at det er i dialogen med hendes 3-4 årige søn, hun kan fornemme, at han ikke kan se det store billede. Hun sagde, at hun jo egentlig godt kunne forstå og sætte sig ind i hans frustration, når han gav udtryk for den, men at hun jo kunne se en meget bedre løsning i det større hele. Selvom jeg er lidt imod forældre-eksempler i disse slags indlæg, må jeg jo indrømme, at ligheden mellem mit forhold til Gud er ligesådan. Jeg har ikke kunnet se det store billede, og vidste ikke, at det var en god idé med en fleksibel hverdag i forhold til de kampe jeg skulle møde. Men det kunne Gud – og hans vej er altid den bedste for mig.
Så istedet for utålmodigt at møde verdenen og kræve det jeg mener er mit at kræve, skal mit mantra for den nye uge være;
“Vent lige et øjeblik. Stop op. Træk vejret. For alting har en tid – og din skal nok komme!”
