Petra og DR3 har de sidste uger haft fokus på kvinder og deres måde at se på deres kroppe. Jeg har stædigt og indgående holdt fast i at se alle afsnit, fordi jeg synes Petra er sej at blotlægge sig selv på den måde. Men også fordi jeg allerede fra første afsnit blev klar over den proces, jeg selv har været igennem.
For snart 1,5-2 år siden lavet jeg en 180 grader livsstilsændring. Jeg oplevede dengang voldsomt “taklet” af en speciallæge i forhold til, at jeg kunne have et problemer med min kost. Det forårsaget et deja vy af mad og lækre ting jeg ikke kunne spise længere. Jeg elskede flødeskum, Ostepops, Sour Cream and Onion chips, chili cheese tops fra McD, Cheeseburger fra McD og så videre. Pludselig skulle jeg tænke mig om. Jeg skulle undersøge samtlige madvarer for gluten og mælk. Jeg skulle have fuldstændig styr på hvad der kom ind i munden og igennem mit system. En livsstilsændring blev dengang sat igang, der har været med til at ændre den måde, jeg lever med mad på den dag i dag.
Samtidig, tog jeg nogle skridt psykisk som skulle vise sig at gå hånd i hånd med mine konkrete livsstilsændringer ift mad og træning. I et bederum, i en større Aarhusiansk kirke, midt om natten (må jeg lige indskyde, at det er en meget lang forklaring om hvorfor i alverden jeg var der midt om natten – men det var altså meningen.) blev jeg bevidst om, hvor nedladende og ødelæggende mine egne tanker om mig selv var. Jeg blev bevidst om, at nogle de argumenter jeg fører og de efterfølgende tankerækker disse argumenter burde førte til, ikke stemte overens med min virkelighed. Jeg tænkte, at hvis jeg tror på en Gud der elsker mig som jeg er. Som har skabt mig præcis som han synes jeg skulle være. Så ville det være at sige til Gud, at han var virkelig dårlig til sit job, når jeg så på mig selv i spejlet og nedgjorde det billede der var af mig.
Det ville være at spotte det jeg troede på, når jeg behandlede min krop så dårligt – ift mad, men også ift det jeg fortalte mig selv.
Jeg begyndte at se mig selv i spejlet og sige højt for mig selv, at det var ok, at synes mine ben var pæne. Det har udviklet sig til, at jeg egentlig synes, jeg ser godt ud den dag i dag. Den dag i dag, hvor jeg har tabt mig og har fået den krop jeg hele mit liv gerne har villet have. Men sandheden er, at vejen til drømmekroppen ikke kun har noget om min ugentlige træningspas og omlægning af min kost.
Det handler i lige så høj grad om, at jeg i mit hoved ikke længere siger til mig selv, at jeg er grim. Eller at jeg er for tyk og at der aldrig er nogen der ville se på mig og tænke “Hun ser da godt ud”.
Selvom det da er et virkelig fedt kompliment at få, når man oplever at blive “tjekket ud” er det ikke længere det der betyder noget. Det der betyder noget, er det jeg siger til mig selv, foran spejlet om morgenen, når jeg står og betragter mit spejlbillede inden dagen skal til at begynde for alvor.
For mig har processen været lang. Den har handlet om at tillade mig selv, at købe tøj til mig selv som jeg synes sidder godt på mig. Selvtilliden har langsomt skullet bygge sig op, til at kunnet se på mit spejlbillede og tænke, “Kæft du er da flot i dag.”. De der falske tanker jeg har bygget op i mit hovede om, at jeg som den der evige single ikke måtte købe ting der var flotte og som ville klæde mig. At jeg skulle være ydmyg omkring mig selv og min fremtoning.
At gøre bugt med de negative og nedgørende tanker har været en lige så stor del af min proces som det at ændre min livstil ift træning og kost.
DR3’s “Petra elsker sig selv”, talte til mig. Programmet fortalte mig, at der var mange andre kvinder der kæmper med, det de ser i spejlet. Det pegede på, at nogle af de processer jeg har været igennem, har været nødvendige for, at jeg har kunnet se de forandringer der af gode grunde skete fysisk med min krop som flotte. For sandheden er, at hvis jeg ikke havde mine psykiske tanker med i forandringsprocessen, ville jeg aldrig have set mit vægttab og min forandring i min krop og min fremtoning som noget positivt. Mit spejlbillede ville stadig, psykisk have reflekteret en tyk pige med alt for mange deller – også selvom realiteten slet ikke var sådan.
Jeg har aldrig skullet kæmpe med overvægt. Ud over det som samfundet sagde til mig. Jeg har aldrig været helbredsmæssigt i klemme. Men min psyke fortalte mig noget andet. Mine negative tanker om mig selv ødelagde mit selvværd og min selvtillid. I dag er historien en anden og jeg håber at kunnet være en inspiration til begyndende forandringer. Første skridt er, bevidstheden om, at Rom ikke blev bygget på en dag og at vægttab ikke er nok. Psyken og tankerne skal også forandre sig. Den negative stemme skal forvandles til en stemme af motivation, af kærlighed, og af overbevisning om, at jeg er sej.
DR3’s program “Petra elsker sig selv” har bevidstgjort hos mig, hvad der skullet til, for at jeg den dag i dag kan sige til mig selv, at jeg da er for lækker. Men jeg håber simpelthen sådan at der er nogle damer derude i det danske land som vil begynde at tænke over, hvordan de tænker om sig selv. For mig var den en en til en samtale med Gud om, at jeg virkelig nedgjorde hans skaberværk. For andre kan det være, at se sig selv i Petra, der bare gerne vil kunne se sig selv i spejlet og ikke tænke “Du er tyk”. For i sidste ende handler det ikke om at blive fit og få den der model-krop nogle af os mennesker ikke kan få. Det handler om ikke at nedbryde sig selv og sit selvtillid/-værd. Det handler om at kunne ligge hovedet på puden og sige, “Fast en fed dag” uden at lade negative tanker om vægt og mad ødelægge livet for en. Det er livet simpelthen for kort til!
