Mandag d. 15.07.19 – Lidt om at lave planer, som går lidt meget i vasken.
Ny by, nyt hostel, nye mennesker
Jeg havde været en anelse nervøs over næste stop. For hvordan skulle Mitzpe Ramon nogensinde kunne leve op til den oplevelse Ein Gedi havde været?
Det var derfor med en lidt lav forventning, at jeg trådte ind på Hostlet, som af andre rejsende mentes at være et hippie-sted, hvor det var en absolut nødvendighed at huske soveposen.
Tryghedsnarkoman på ene rejse
Indtil da havde jeg taget et skridt af gangen, for Mitzpe Ramon var en by jeg ikke havde oplevet før og det gjorde mig unødvendigt nervøs. Nye steder og jeg er bare ikke særligt gode venner.
For når jeg skal ud til nye steder eller nye ting, dukker tryghedsnarkomanen bare altid frem fra gemmerne og prøver at bilde mig ind, at det bedste er, at snige mig steder hen jeg allerede har krydset af listen.
Af ren og skær erfaring fører en sådan tilgang blot til depression hos undertegnede, og derfor har jeg udviklet den her forsvarsmekanisme jeg gør, når jeg kan mærke, at det ikke er gensynets glæde, der prøver at bilde mig selv ind, at det er genialt at tage tilbage.
For det første er det bare utroligt vigtigt for mig, at udfordre det der “bange for det ukendte”. For det andet handler det simpelthen om, at tage et skridt af gangen og give det den tid det tager.
Endnu en gevaldig overraskelse
Derfor var det helt bogstaveligt med kæben i gulvet, da jeg endnu engang på min rejse blev rimelig imponeret over sted, by og omgivelser. Endnu en mulighed for at kunne udforske min nye kærlighed for at hike var opstået og jeg glædede mig til at finde ud af, om jeg kunne få det til at lykkes.
Jeg lagde derfor planerne ret stramt. Meget at se på meget kort tid. Jeg ville gå langs krateret om morgenen, om eftermiddagen se “the Spice quarter” (hvor jeg boede) og tage tilbage til en af udkigspunkterne om aftenen og se solnedgangen. Næste morgen ville jeg tidligt op og se solopgangen og så overveje en 4 timers hike i krateret inden jeg hoppede på en bus mod Haifa.
Man kan lave alverdens planer…
Det var derfor med stor forventning, at jeg drog afsted den mandag morgen. Jeg havde gjort det hele klar. Købt tonsvis af vand. Havde snacks til blodsukkeret. Og var generelt godt kørende. Indtil jeg pludselig skulle på toilettet.
Min krop havde besluttet sig for denne morgen at være ekstra modtagelig for hvad der end var i det jeg spiste og det var en skuffet Katrine der måtte vende snuden tilbage mod Hostlet.
Jeg blev faktisk bare helt vildt forskrækket. Selvom jeg har det godt under omstændighederne og kan stå oprejst uden de store problemer, var min mave bare ikke min ven.
Når man ikke lige kan finde et ben at stå på
Det er bare generelt ekstra skræmmende når man pludselig mærker kroppen svigte og man ikke helt er sikker på, om det er nu man skal søge hjælp eller om det var i går. Og så er der altså bare lang vej hjem.
Da jeg efter at have talt med alverdens personer i Danmark – rejseforsikring, Falck, mor – og endelig tog mig mod til at indrømme overfor de frivillige, at jeg muligvis i morgen kommer til at få brug for en læge, var det med stor forståelse og omsorg, at de satte himmel og hav i bevægelse for at hjælpe mig.
Nu må vi jo så se…
Det gav mig ro i sindet og efter den uro var væk, havde jeg det faktisk bedre. Jeg tror uroen, nye steder og det at være alene somme tider bare kan blive for meget. Og nogle gange har man bare brug for en venlig sjæl, der i sin adfærd giver en krammer og en underforstået: “Vi skal nok hjælpe dig!”
Så nu er klokken 20.00. Jeg spiser min havregrød til en solnedgang jeg gerne ville have set under andre omstændigheder. Og om lidt tager jeg endnu engang mod til mig og går i seng.
Jeg håber at de op mod 6+ liter vand, den klamme væske 1813 fik mig til at lave (se evt video på deres hjemmeside) og den lige så klamme væske fyren i receptionen gav mig og sagde: “Det her har hjulpet mig”, kommer til at gøre hele forskellen.
Det var dog ikke lige dét her, jeg havde planer om i Mitzpe Ramon. Men så er det jo godt, det forhåbentligt i morgen blot er på gensyn.
