Lørdag d. 13.07.19 – Og hvorfor er det lige, jeg ikke har gjort dét her noget før?

Ein Gedi – en perle i ørkenen

Det var som taget ud af et afsnit af Criminal Minds. Øde. Ikke et øje at se ud over den besynderligt charmerende men ikke synderligt venlige gut i receptionen. I mit hoved begyndte afsnittet med mordet på undertegnede, imens denne sov ubevidst på en af teltenes madrasser under airconditionens kølige luft. 

Men efterhånden dukkede folk frem fra deres skjul. Flere havde egne biler og kunne bevæge sig mere frit. Andre var lige checket ind som jeg selv, og næsten løb ned til bussen for at nå at se det sidste inden solens lys forsvandt. 

Jerusalem – en recap

I Jerusalem var mit personlige mantra ret hurtigt blevet: “En dag af gangen, Katrine”, men det blev faktisk hurtigt ikke nødvendigt. Den sprudlende Bazar, livet ved grædemuren, min de-tour i Ein Kerem, hemmelige indgange til kirker og opdagelsesrejser igennem Israels sko-verden – uden resultat btw – gjorde den store forskel og jeg endte med at falde helt på plads og finde en rytme.

Mit personlige mantra blev dog de sidste par dage erstattet med ‘kun en nat tilbage’. Det undrer mig generelt bare rigtig meget, at gæster somme tider forventer hotel-standarter, når man checker ind på en sovesal for kvinder på et hostel. De sidste to nætter kunne jeg derfor se meget frem til at skulle videre, og mange ting blev udsat til den sidste del af min tur, hvor jeg igen rammer Jerusalem.

At rejse med Diabetes i 40 graders varme

Næste stop havde jeg nemlig besluttet skulle være Ein Gedi. Der er ikke mange overnatnings-muligheder og jeg valgte derfor den billigste. Man kan aldrig rigtig vide, hvad man møder, og jeg havde derfor sat alle forventninger helt ned. Men den her gang tog det simpelthen fuldstændig pusten fra mig. Bjerge i baggrunden, det døde hav i forhaven og midt i ingenting er der permanent opstillede telte med aircondition (HALLELUJA!).

Men som jeg sad der og var igang med at pakke ud, gik det op for mig, at 40 grader ikke lige er noget insulin og målestrimler er så gode venner med. Mine målestrimler må højest være i 30 graders varme ellers virker de ikke optimalt og således også insulinen – altså den der er i brug. Dem der ikke er i brug er lidt en anden udfordring.

At rejse med diabetes giver lidt andre udfordringer, end hverdagen byder på derhjemme. For hvordan sikrer man, at man har nok udstyr til at kunne måle hele vejen igennem, men samtidig at det faktisk virker, når man så skal til at bruge det? Derudover var jeg faktisk heller ikke sikker på, hvad min diabetes generelt synes om over 30 graders varme.

Det hele var lidt spændende, da jeg besluttede at besøge Wadi David fredag. Jeg havde tænkt, at hvis jeg tog den nemme hike først, så kunne jeg, et par erfaringer rigere, udfordre mig selv med den sværere senere. Nu faldt tingene sådan sammen, at begge parker kan nydes, på samme dag for billige penge og derfor gik der en smule nærig-røv i mig, da jeg efter ikke ret lang tid, forlod Wadi David.

Wadi Arugot viste sig at være en anelse besværlig og jeg må indrømme, at jeg var lidt træt af at være lidt af en nærigrøv, efter at mine sandaler var gået i stykker i Jerusalem. Men udover udfordringer rent sko-mæssigt, var det alt i alt en kæmpe sejr at komme halvvejs i den 3 timer lange hike og specielt taget i betragtning, at mit ellers høje blodsukker dykkede et øjeblik.

Generelt er jeg blevet mange erfaringer rigere af at rejse med diabetes, og der er ting jeg helt klart skal tage med mig, når jeg kommer hjem. Men nok om det til en anden god gang.

Slow Down, take time, it’ll be okay

Ein Gedi var bare generelt en oplevelse af, at komme helt ned i gear. Hvis man ikke har bil, er det faktisk ret svært at komme rundt. Derfor brugte jeg ret meget tid i campen. Men det gjorde faktisk ikke det store.

Efter halvanden uge der havde bestået af at gå og gå og gå, var det som om min krop, sjæl og sind sagde, “ikke flyt dig endnu”. Så der sad jeg. I en af barens loungesofaer under en voldsom blæser, der ikke hjalp på de næsten 40 graders varme, og læste med den vildeste udsigt over det døde hav på min første dag. Og der sad jeg. I en lænestol, med mine bøger, med udsigten til Ein Gedi’s mange bjerge på min tredje dag.

Generelt skal der helst ske noget og jeg skal helst lave noget. Men en dag midt i det hele til at tillade lørdagens shabbat, at overtage ens dag er ikke så slemt.

Og med det, fik jeg mod på at tage udfordringen op og tage endnu længere ind i Negev ørkenen. Helt ind til Mitzpe Ramon, som efter sigende skulle have nogle helt vilde ørken-hike muligheder.