Modet forlod mit sind i et split sekund. Lidt som når man mister luften af en mavepuster. Den her sag er virkelig ved at hænge mig langt ud af halsen. Det hjælper ikke noget, at de breve, hvorudfra jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre for at løse det hele, ikke ligefrem skærer tingene ud i pap. Jeg er akademisk uddannet, men paragrafisk skrift er ikke ligefrem mit speciale.

Det er også som om at enhver henvendelse jeg foretager mig tager mig 2 skridt frem og 1 tilbage. Hver gang har der været en i den anden ende der ikke helt har kunnet forstå frustrationen og peget mig et andet sted hen. Når jeg så har fulgt deres anvisninger, peges der tilbage til udgangspunktet.

Lige nu kan jeg ikke gøre så meget. Andet end at jeg kan trøste mig med, at jeg gør, hvad jeg kan. Jeg gør, hvad jeg kan for at få løst den hårdknude mig og dagpenge-systemet er kommet i. Jeg gør, hvad jeg kan for at komme ud af dette irriterende system. Jeg gør, hvad jeg kan for at holde modet højt og hele tiden udvikle mig, i min dans med dagpengesystemet og job-mulighederne.

Jeg gør, hvad jeg kan. Men lige nu. Lige nu er det ikke godt nok.

Så nu vil jeg drikke de sidste mørke dråber af min trøste-Cola og snørre træningsskoene i et håb om at en god omgang træning vil være vejen frem for at bokse frustrationen ud af kroppen og holde fokus på de ting der kan være min vej ud af et frustrerende dagpenge-system.