Når man begiver sig ud i det Glutenfrie og Mælkefrie køkken, og forsøger at genoplive nogle af klassikerne, bliver smagen aldrig den samme som dem man “bare” kan købe i supermarkedet. Jeg oplever ofte, at folk der smager på det jeg laver, forventer en ting, men får en helt anden oplevelse. Nogle gange er det en god ting, andre gange skuffes de. Det jeg prøver at sige er, at man ikke skal lade dette gå sig på. For selvfølgelig bliver smagsoplevelsen anderledes, men det behøver ikke betyde, at man ikke skal prøve at lave nogle af klassikerne på en måde, så man også kan hygge med æbleskiver i julen – og måske endda gøre dem bedre.  Ved at forsøge at lave tingene selv, kan man selv styre, hvordan man laver dem, hvordan de kommer til at se ud og hvad de vil smage af. Og dét synes jeg er fedest.

Nedenstående opskrift er på æbleskiver. og jeg synes de er virkelig gode. Mine søskende synes også de er gode. De er lidt grovere i det, end man er vandt til, når det gælder æbleskiver, med en smag af kokos og mandler. Men det er blot en lækker smagstilføjelse til en lækker jule-klassiker.

Opskrift på æbleskiver
3 æg
1 spsk sukker
5 dl mandelmælk.
50 gr becel
0,5 tsk natron
200 gr GF mel (60 gr mel af mandler, 60 gr kokosfibermel og 80 gr REMA1000’s Glutenfrie havremel)
80 gr maizena
1 spsk loppefrøskaller
1/2 tsk kardemomme
revet citronskal og saft fra 1 citron
1 lille knivspids salt.
1-2 tsk vanille.
Evt æbler.

Adskil æggeblomme og æggehvide. Bland sukker og æggeblomme og pisk til sukkeret er forsvundet. Tilsæt al væske, citronsaft og becel ned til æggeblommerne. Bland derefter resten af de tørre ingredienser sammen, samt citronskal og bland det lidt efter lidt i dejen.  Lad dejen blive blandet godt sammen i køkkenmaskinen, imens du pisker æggehviderne stive. Vend langsomt æggehviderne i dejen til den er luftig og god.

Varm æbleskivejernet op og tilsæt fedtstof. Jeg bruger kokosolie, men det er smag og behag. Fyld hullerne ud. Der må gerne være lidt top, eller lige til kanten. Dejen “vokser” når den bliver varm, men hvis man skal have runde æbleskiver og ikke “ufoer”, skal der være nok dej til hele vejen rundt. Tag en strikke pind. Sørg for at kanten ikke sidder fast, så før strikkepinden rundt om æbleskiven, stik så strikkepinden ned i skiven ude i siden og før halvdelen af den færdige side op, så du kun har vendt den kvart. Lad den stå her til æbleskiven har lavet en skorpe uden på. Vend den så helt. Man får ligesom sin egen teknik til, hvordan man får det til at lykkes, så prøv dig frem og vær ikke bange for ufoerne i starten. Det tager lidt tid at lære at vende dem!

Du kan evt, når du har fået dej i alle hullerne, tilføje en æbleskive, som vil komme til at være i midten. Det er op til dig.

Tag æbleskiverne af og voila! Æbleskiver med bid og smag! De kan også fryses, så har du altid æbleskiver lige ved hånden. Stik et par stykker direkte i ovnen ved 200 grader og hold øje med dem til de er dejligt varme og sprøde!

Share