Rejsedagbog: Of We Go On Adventure

kat.marlyAt rejse er at leve, UncategorizedLeave a Comment on Rejsedagbog: Of We Go On Adventure

På en lidt for detaljeret manér – vil nogle mene – har jeg valgt at holde en lille rejsedagbog her på bloggen. Ikke fordi jeg tror min rejse er noget specielt, men det er den sådan set for mig og derfor skriver jeg om den. Den er speciel fordi jeg gør det alene, fordi det er vigtigt for mig som single at kunne gøre det, og fordi jeg rejser med type 1 diabetes. For mig var det fortællinger som denne, der gjorde at diabetes ikke på noget tidspunkt blev til en sygdom, men en feature der kan overkommes. Denne gang er fortællingen min egen, og jeg håber, at jeg med denne kan give min egen overbevisning videre til andre ny-erklærede diabetikere om, at livet ikke er slut, bare fordi man har fået en ekstra feature. I kan vælge at læse med eller lade være. Det betyder ikke så meget for mig. Derfor, lad os begynde fra begyndelsen…

Mandag d. 01.07.19 – store rejsedag.

Fortællinger fra en lufthavn

Det startede en anelse hektisk. Normalt er 2 timer før en flyafgang nok, men i dette tilfælde ville jeg ønske, jeg havde min gode veninde Sanne’s skepsis mod lufthavne og flyselskaber, og derfor ville være kommet 3 timer før. For køen var lang til check-in og personalet virkede overvældet. Samtidig var der ikke rigtig mulighed for det der nymodens pjat, hvor man checker ind selv og dropper bagagen af som hos andre flyselskaber. Det betød at de stakkels to personer i personalet ikke bare var fuldstændig overrumplet over mængden af personer der skulle igennem. De brugte også, hvad der virkede som oceaner af tid på at få check ind overstået. 

Som jeg stod der i køen, kunne jeg hurtigt mærke, at min start på ferien ville afhænge af, hvordan jeg valgte at reagere. Jeg kunne stille mig uforstående op, brokke mig som parret bag mig og skælde ud, når det blev min tur. Eller jeg kunne vælge at forsøge at holde modet oppe, smile af det hele og ikke forsøge at finde forklaringer og brok hos andre, lettere besværlige passagerer. Det holdt hårdt, og selvom gutten i skranken erklærede, til min store irritation, at jeg havde fået en stand-by plads og derfor muligvis skulle ombooke hele min rejse (HVORFOR er det, at jeg valgte en fleksibel billet OG IKKE at købe mig til at kunne vælge plads i flyet? HVORFOR?), valgte jeg at tage det med et træt smil, der viste min frustration uden at lade det gå ud over den stakkels fyr i skranken. Men som han sad der og forsøgte at checke mig ind til hele turen, og ikke kun til Prag, skete det mirakel, at jeg pludselig fik plads på flyet og derfor kunne skynde mig igennem security og op på mit fly. 

Det der kunne have været et mareridt, endte derfor med en lykkelig Katrine, der kom til alle de rigtige fly, og tilmed IKKE mistede sin bagage i transit. Til gengæld er udenlandske lufthavne meget uforstående og uoplyste om det geniale ved at have en smoothies eller juice ved hånden, når man har diabetes og insisterer på et læge-brev, hver gang jeg spørger, om det er ok. Det er lidt et problem, når man laver det helt store sikkerhedstjek og lukker passagerne ind i et glasbur, hvor den eneste snack/drikke-maskine ikke synes at virke. Note to self til en anden gang jeg skal til et land med højt sikkerhed ind og ud af landet – tag sukker med i form af fast føde. De flydende går kun i København.

Et gensyn med den israelske sikkerhed

I Israel var det hele, som jeg havde forventet. Køen i Ben Gurion Lufthavn var ikke så frygteligt lang, men det var ventetiden. Desværre hersker stereotyperne også stadig, da 3 arabisk-udseende mænd blev holdt tilbage, fordi de åbenbart skulle igennem et yderligere sikkerhedstjek. Til gengæld viste sikkerheds-gutten lidt ekstra overskud, da han insisterede på at føre en kvinde med en teenage-datter og en pige på ikke mere end et år på armen forrest i køen og igennem sikkerhedstjekket foran en flok måbende, ventende mennesker – tilmed fra en helt anden kø han egentlig ikke behøvede at bekymre sig om. Moren blev lykkelig. Babyen stoppede med at skråle. Og jeg måtte erkende en lille tanke, der poppede op om, at jeg da virkelig elsker når sådan noget sker. I LOVE IT. Nogle gange kan historierne fra Security i Israel godt være fortællinger om mennesker der fører én igennem lange, seje sikkerhedstjek, hvor man bogstavelig talt bliver checket i hoved og røv, og somme tider en anelse grænseoverskridende. Disse historier gør ofte menneskene, der egentlig bare passer deres arbejde, til nogle hårde bananer med en facade af stål. I dette tilfælde blev manden bag glasset ikke en hård, uforstående mand – men et menneske med et hjerte. Det var måden han sad med hovedet hvilende i den ene hånd og et interesseret, overbærende blik mod en ældre dame der skulle fortælle om sin rejse. Måden han hurtigt, professionelt og uden at blinke førte moren til to frem og igennem. Eller måden han kiggede undrende på mig og udbrød: “FIVE WEEKS??!”, da jeg fortalte ham om mine rejse-planer. 

Generelt er det bare historien om menneskene jeg møder på min vej hernede. – Manden på lufthavnens togstation som fik mig foran i køen, fordi han mente, jeg havde ventet længere end de andre, og fordi han også mente, at turisten da havde brug for professionel assistance i form af en medarbejder til at administrere billetmaskinen. – Eller hvad med kvinden der forbarmede sig over den stakkels dansker, som vidst var kommet lidt på afveje i et fortvivlet forsøg på at finde sin bus, og førte hende hen til rette sted. – Og den ældre buschauffør, som kun kunne meget lidt engels, der med en opgivende barmhjertighed lod selvsamme dansker køre gratis en halv time i hans bus, fordi hun viftede med gammeldags metoder som pengesedler i et forsøg på at købe en billet. Der er noget over det at være alene kvinde i et helt andet land, med en helt anden kultur. Det er som om det stråler ud af en og folk bliver lidt ekstra blød om hjertet. Det gør det altså lidt nemmere at spørge om hjælp, når man står på herrens mark og ikke rigtig ved, hvor man skal vende og dreje. 

Sejren ville ingen ende tage

Da jeg derfor endelig landede på hostlet, selvfølgelig et par timer senere end de var blevet informeret, var det dog stadig med en følelse af stolthed over, at jeg faktisk sad der – med en pakke brød, israelsk humus, chips og cola zero. Der sad jeg, på tagterrassen og nød min aftensmad til den lette aftenbrise, som ikke vidnede om dagens ellers 30 graders hede. Brisen blandede sig med en lydbølge af moskeer der kaldte til bøn fra alle verdens hjørner og festglade mennesker der spiste og dansede til musik fra Jaffa’s barmiljø. Som sjovt nok om dagen er skiftet ud med et stort pulserende loppemarked, hvor man kan købe alt hvad hjertet kan – og ikke kan – begære. 

For mig var det hele bare en stor sejr. For det betød at jeg var kommet igennem security med medicin og hjælpemidler til flere måneder (let’s be honest). At jeg havde fundet frem til Hostlet selv uden at kunne læne mig op af en anden jeg kendte. At jeg havde bevæget mig ud i aftenlivet for at finde aftensmad. At jeg havde overskuddet til at finde tagterrassen og køkkenet. Det er ikke selvfølger for mig. Jeg kunne nemt godt have ladet mig overbevise om, at hostlets tildelte seng var det eneste område, jeg skulle bevæge mig i den aften. Derfor kunne udforskningen – selv af det hostel, hvor jeg skal bo i nogle dage – være en udfordring. Spørg mig ikke hvorfor. Måske er det tryghedsnarkomanen der taler. For at skabe tryghed omkring det at rejse alene, har jeg for eksempel hele tiden sagt til mig selv, at hvis jeg kan finde frem til hostlet og bliver der i alle 5 uger og tager hjem igen, er det stadig en rejse med stor succes. Det er blevet konstateret af min underbevidsthed, mest af alt fordi jeg vidste, at når jeg først sad der, ville min stædighed og mit nysgerrige sind skinne igennem og føre mig videre. 

Så med det in mind gik jeg i seng til lyden af det pulserende natteliv, og med et blodsukker der vidnede om, at det ikke kan lide at flyve. Så er man den erfaring rigere. Nogle gange kan mit blodsukker godt være som et lille barn, der har sine helt egne idéer om, hvad det kan lide og hvad det ikke kan lide. Heldigvis har vi været enige om i dag (tirsdag), at vi godt kan lide at rejse rundt i Israel. Men nok om det i morgen.

Share

Kampen mellem krop og fornuft: Den seksualitet vi ikke taler nok om

kat.marlyDet der med Gud, Det der med livet, singlelivLeave a Comment on Kampen mellem krop og fornuft: Den seksualitet vi ikke taler nok om

“…(vi) svigter kvinder ved ikke at forberede dem på de udfordringer og det pres, de vil opleve, når de prøver at leve kysk. Vil mange kvinder møde mænd, der forsøger at presse dem til sex? Helt sikkert. Men mange kvinder vil også opleve et pres, som måske føles endnu mere voldsomt og er endnu mere vanskeligt at modstå: presset fra deres egen krop, deres egen lyst. “ Lauren F. Winner i Den nøgne sandhed om seksualitet.

Vi sad med benene svingende ud over kanten på en alt for høj bænk igang med at komme “up to speed” med flere års liv. Hun er en af de personer, jeg ikke har talt med længe, men jeg stadig den dag i dag stoler på. Derfor var det ikke med hviskende stemme, at jeg indrømmede, at jeg nok i øjeblikket kæmper med en del “seksuel frustration” i kroppen.

For ser du, jeg har valgt at vente. Som barn var det sådan det var. Som jeg voksede i livet og i troen var det en helt naturlig beslutning, der for mig lå side om side med det at tro. Men når man er 30+ og ens krop bliver mere og mere bevidst om, at der ikke lige ligger et ægteskab rundt om hjørnet, er det som om min krop er gået lidt i panik.

Det var dog først der på bænken, i min venindes selskab, at jeg blev bevidst om og fik sat ord på, at det nok ikke var så unaturlig en kamp, jeg følte. For da jeg frustreret udbrød, at jeg følte, jeg kæmpede en umenneskelig kamp mellem det min fornuft fortalte mig og det min krop længtes efter, kom hun med den sidekommentar, at…

“…Kvinders seksuelle lyst stiger med alderen”.

Lige siden jeg kan huske det, har jeg haft et helt grundlæggende ønske om, at finde en at dele livet med. Jeg forventede, at jeg havde hele pakken inden jeg blev 30. Jeg har aldrig ønsket at singlelivet skulle strække sig langt ind i voksenlivet. Så da frustrationen voksede over, at det ikke rigtig lykkedes mig at ændre på, og mine venner og veninder begyndte at slå sig ned, førte min frustration ind i en undersøgelse af, hvad det egentlig var, jeg ønskede. Som den akademiker jeg er, begyndte jeg at læse bøger om ægteskabet, og det var i denne jagt på svar, at Timothy Kellers “Det Meningsfulde Ægteskab” blev en chokerende personlig opdagelse.

Jeg vidste efter at have læst hans bog, at hvis jeg skulle giftes, var det dét ægteskab jeg ville stræbe efter. Men hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv, var det nok mere en “McDrive”-løsning der egentlig lå mig på sinde.

Jeg drømte om at opleve, hvad det der “forhold” var for noget, men med den klare underbevidste agenda, at jeg ved førstgiven lejlighed ville finde en billet ud på den anden side og leve det frie singleliv igen.

Det stod mig lysende klart, at jeg ikke var klar og derfor gjorde det mig ikke det store, at jeg var single. Det var som om, de forventninger der lå indgroet i mig forsvandt og jeg kunne begynde at nyde singlelivet og alt det jeg kunne i det.

Jeg har nydt at se mine venner blive forelsket, blive gift, blive forældre og hvad to-somheden har budt dem. Men jeg har også nydt til fulde ikke at skulle stå til ansvar for nogen. At jeg har kunnet være der for menneskerne, jeg har omringet mig med. At jeg til sommer kan pakke taskerne og flyve mod ukendte destinationer, blot fordi jeg har lyst. 

Men i takt med at jeg bliver ældre og det seriøse liv begynder at indbyde sig, er mine perspektiver også modnet og jeg nærmer mig med hastige skridt ønsket om at ville binde mig til et andet menneske. Jeg kommer tættere og tættere på den bevidsthed, som i tidernes morgen stod mig klar, jeg ikke ejede skyggen af. Samtidig kæmper jeg også en indædt kamp imod en krop der biologisk fortæller mig, at uret tikker og tiden går. Det er som om min bevidsthed længes efter de der stille øjeblikke, hvor jeg kunne grine lidt for mig selv over de der kedelige par med hus, stakit, børn og volvo. Men min krop ser kun den intimitet, jeg efterhånden aldrig tror på, jeg kommer til at opleve.

Ved enhver lejlighed den kan finde, spørger min krop, min fornuft, “hvad er det der er så fikst ved det der med at leve i kyskhed?”, “hvorfor er det nu vi ikke må?” og “jeg vil jo bare røre…”.

Hvis det ikke var fordi jeg oplever Guds ultimative beskyttelse og at Gud på ingen måder har ladet min vej krydse med potentielle partnere der har villet presse mig til sex, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde stået fast den dag i dag. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet holde fast. 

Jeg er så umenneskeligt træt af løftede pegefingre, der fortæller mig, at jeg skal holde mig på måtten. Jeg er så træt af den der tyssende flovhed der syntes at sprede sig, når jeg prøver at sige højt, hvor meget jeg kæmper imod alt det min krop tror den har brug for. Jeg er træt af folk der bliver ved med at understrege, at man jo også selv skal gøre noget for det. Hvad ved de? De fleste bliver jo gift før de overhovedet var voksne. Ved de hvordan det føles, ikke at måtte og ikke at vide, om man nogensinde kommer til at må?

Men mest af alt er jeg bare så utroligt træt af at kæmpe imod mig selv. Jeg er i sorg over det jeg ikke har fået lov til at opleve og i sorg over den tilfredshed der vil komme, når kroppen giver op med at kæmpe.

Læs også: Fra dybderne af singlelivets sorte hul
Share

Livet med Tiende – An Aftermath

kat.marlyMål i 2017: TiendeLeave a Comment on Livet med Tiende – An Aftermath

Forleden sad jeg hos min bankrådgiver. Vi havde et møde om fremtiden og hvad der var muligt for sådan en som mig. Min situation havde ændret sig og der var opstået muligheder, jeg ikke havde forventet. For ser du, 2018 blev året, hvor jeg gik fra at være arbejdsløs til pludselig at arbejde mere end 37 timer om ugen. Selvom mit arbejde ikke lige har den berøringsflade, jeg havde forventet, er det en god start på et meget langt arbejdsliv.

Så her finder du mig, midt i scenen der afgør mit liv i tal. Jeg er ikke dårligt stillet og kan forhåbentlig foretage investeringer i 2019, der cementerer min fremtid. Men midt i gennemgangen af min økonomiske profil, peger min bankrådgiver på en post, der er lidt højere end de andre udgifter. Han spørger mig, hvad det drejer sig om, og jeg forstår, hvor uigennemskueligt det må synes fra hans side af bordet. Alle de andre poster giver mening. Men denne. Den er anderledes. “Det er min tiende.” svarer jeg ham uden helt at tænke mig om. For med et lyder jeg næsten en lille smule sekterisk. Jeg kan forestille mig, at hans tanker begynder at flirte med og huske scener fra den nye dokumentar “Guds bedste børn”. Det er svært at forklare, hvordan jeg giver til min kirke, hvor andre giver til gode formål.

Men i dette øjeblik slog det mig, hvor normalt det er blevet for mig. Hvor stor en selvfølgelighed der ligger i at ti procent af min indkomst går til den kirke jeg befinder mig i for tiden.

Imens jeg gik hjem, ned langs Østerbrogade, indså jeg, hvor langt jeg er kommet i forhold til dengang i januar 2017, hvor jeg første gang trådte ind på eventyret det har været at betale tiende. Dengang mødte jeg modstand – velmenende stemmer der troede det var noget min kirke var begyndt at kræve af mig.

Samtidig hørte jeg historier om, hvordan andre havde oplevet økonomiske velsignelser af at betale tiende. Jeg selv gik ikke ind i det med den indsigt, selvom jeg ikke skal lægge låg på ved at påpege, hvor meget jeg ville have sat pris på et økonomisk mirakel. Jeg gik ind i det af den simple årsag, at jeg ville tættere på Gud, ikke fordi min (ultimativt seje btw) kirke tvang mig. Sandheden er bare, at jeg dengang – såvelsom i dag – var, og er, velstillet på alle leder og kanter. Jeg har ikke på den måde brug for et økonomisk mirakel.

Men jeg gik hjem med en bevidsthed om to ting. For det første hvor meget en vane det er blevet at sætte pengene til side. Det er en del af min måde at lovprise min Gud på. Det er min måde, at søge ham først i noget så kedeligt som mine økonomiske forhold. Men for det andet, så gik det op for mig, at jeg helt klart ikke havde de vilde ting at fortælle og mirakler om finansielle mirakler. Men hvor havde jeg meget at bekymre mig om rent økonomisk, før jeg gjorde det – i forhold til, hvor lidt jeg bekymrer mig om mine økonomiske forhold i dag. Jo, jeg har fået arbejde og tjener væsentligt anderledes den dag i dag end hvad jeg har gjort tidligere. Men økonomiske forhold har bekymret mig uanset hvordan min økonomi så ud. I dag er det blot noget der skal gøre, at jeg kan leve og jeg glæder mig over, at kunne være gavmild. Det rør mig ikke. Jeg lærte, at selvom der var lutter 0’er på min konto, kunne jeg sagtens få enderne til at mødes.

Jeg ser ikke længere værdi i min økonomi. Det er blot et af tandhjulene i det klokkeværk der er mit liv. Den største faktor der får mit liv til at fungere, er Gud.

Jeg blev ikke rig af at lægge min økonomi i hans hænder. Jeg kan ikke vidne om vilde, uforklarlige, sindsyge mirakler. Men for mig, er dette et mirakel i sig selv. At værdisættelsen i mit liv langsomt flytter sig fra denne verden til noget der er langt vigtigere og har større betydning. Forhåbentlig kan mine drømme og fremtidige investeringer hjælpe Gud med at hjælpe flere mennesker.

Share

Fra dybderne af singlelivets sorte hul

kat.marlyPersonlige tænkerier, singlelivLeave a Comment on Fra dybderne af singlelivets sorte hul

Jeg har funderet meget over, om jeg skulle dele denne del af mit liv og i så fald; Hvordan? Hvordan kan jeg skrive det ned uden jaloux-undertoner og nedgørende formodninger mellem linjerne? Hvordan vil det blive modtaget? Hvad vil folk tænke?

Samtidig synes jeg, at den perfekte verden, sociale medier synes at fremstille, påvirker kristnes behov for at vise det kristne liv som perfekt, uden fejl og smerte. Og hvis der så er smerte, er det som regel lovligt, hvis smerten og sorgen går hånd i hånd med døden eller barnløshed.

Typisk følger smerten over at være barnløs også et forsøg på at mediere den smerte man som enlig kan gå med, fordi ægteparret pludselig forstår den smerte der opstår, når man inderligt bare gerne vil noget, men ikke synes at kunne få det opfyldt. Jeg siger ikke at barnløshed ikke er hårdt og smertefuldt. Det ved jeg ikke noget om og vil ikke underkende den følelse og sorg på nogen måde! Men det jeg forsigtigt spørger er, om de to ting egentlig kan sammenlignes? For hvis I vil, er I jo to om smerten. Jeg er bare mig.

Jeg ved ikke, hvordan det er at leve i et ægteskab og de udfordringer og kampe der ligger i det at være to. Samtidig har ægteparret måske også glemt, hvordan det var at være alene. De var måske ikke alene særlig lang tid af deres voksne liv. Måske var det ikke noget der decideret gik dem på?

Når jeg deler mine frustrationer, observationer og tanker med mennesker i min omgangskreds, bliver jeg mødt med genkendelse og somme tider velment udfordring, som stadig anerkender de tanker, smerter og frustrationer, jeg går med. Men når jeg læser om det, er det typisk med forklaringer, udredninger og gode råd. Siderne fyldes aldrig bare med bare historien om smerterne og frustrationerne. Eller historien om glæden og lykken. Det er som om, det er noget der skal overstås. Noget man skal igennem for at komme til slutningen af filmen. Et kapitel der lige skal skimtes.

Måske handler min tilbageholdenhed for at dele også om, at noget dybt inde i mig skammer sig. Skammer sig over ikke at kunne møde mine egne forventninger til mig selv. Skammer sig over det store, sorte hul der vokser i mig, hvor ensomheden og singlelivet skriger endeløst ud af. – Det vil jeg gerne udforske, og du er velkommen til at komme med.

For jeg er ufrivilligt single, og jeg er ikke længere ok med at være det.

Share

At lære sin krop at kende igen – Aha-oplevelser fra en diabetiker (T1).

kat.marlyAha-oplevelser fra en diabetikerLeave a Comment on At lære sin krop at kende igen – Aha-oplevelser fra en diabetiker (T1).

I et øjeblik så det sort ud. Min længeventet, længe planlagt London-tur syntes at forsvinde ud i horisonten med allerede brugte penge. Det var frustrerende, at jeg om morgenen endelig havde tænkt jeg kunne rejse mig fra sengen og begive mig ud i verdenen, men måtte ligge mig igen over middag med hvad der syntes at være høj feber og underligt blodsukker.

Det eneste jeg havde lyst til var hurtige kulhydrater maskeret i bland selv slik og is, og det eneste der fik mit blodsukker alvorligt ud af balance var netop det: Bland selv slik og is. Det synes som om tomme kulhydrater skulle have dobbelt op med insulin imens min krop kæmpede imod bakterier, snot og feber. En diabetikers mareridt – på side med running sushi, Kage tag selv bord og bare alt der hedder “tag selv” eller buffet. Nu skriver jeg ikke dette, fordi jeg ønsker, at folk omkring mig skal tage hensyn. Er der noget jeg mindst vil er det, at de skal begynde at tage hensyn. Jeg skriver, fordi jeg er igang med at lære. Lære hvad min krop fortæller mig af blandede signaler, og hvordan jeg forholder mig som den bedrevidende voksne, så at sige.

I al den tid jeg været diagnostiseret med diabetes type 1 (1 år 1 måned og 26 dage) har en af de ting jeg har frygtet mest været sygdom. Jeg kan mærke, når jeg har lavt blodsukker. Jeg bliver træt som en bjørn der skal til at gå i hi når jeg har for højt blodsukker. Jeg er begyndt at få styr på blodsukkeret under middel-træning. Og maden begynder langsomt at falde på plads. Men sygdom. Jeg har læst og hørt mange ting der gjorde, at jeg som en eller anden stædig tøs insisterede på, at jeg selvfølgelig aldrig mere blev syg. Men sådan fungerer det ikke. Ind i mellem må selv de kappe klædte kæmper ringe til chefen og melde sig syg.

De sidste 5 dage har været en læringskurve uden lige. Blandt andet har jeg fundet ud af, at selvom jeg prøver så vidt muligt at leve normalt uden at se kulhydrater som den værste opfindelse i verdenen, så skal jeg måske lige skære ned for entusiasmen når feberen rammer. Det der med chokolade, is, chips og bland-selv-slik er ikke gode venner at introducere min krop med når den ligger og bekæmper uinviterede virusser og bakterier. Og så handler det om at drikke vand.

Og hvem var det så der sagde, at ældre hunde ikke kunne lære nye tricks. Eller er det for tidligt at udbryde i en alder af 32? Ihvertfald stiler jeg så kraftigt efter at kunne tage med flyet til London på fredag, at jeg allerede stort set har pakket. Og jeg beder en stille bøn om, at jeg nu ikke har jinxet denne lille sejr.

Share
Fisher Twin, Unsplash

Jeg tror, fordi jeg efterhånden ikke kan andet

kat.marlyDet der med GudLeave a Comment on Jeg tror, fordi jeg efterhånden ikke kan andet

16.10.18, kl. 04:30

Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor Gud ikke har været en del af mit verdensbillede. Den måde jeg tænkte, følte og så verden på. Når man snakker med ny-kristne, har de typisk vilde historier om, hvordan Gud mødte dem og næsten “took their breath away”, som en eller anden vild kærlighedshistorie. Somme tider er historierne ikke så vilde, men jeg har altid fundet dem inspirerende. Det er så interessant at høre, hvorfor man kan vælge at gå fra et liv uden til et liv med – i medgang og modgang. Selv har jeg ikke den vilde historie. Jeg er vokset op i en omgangskreds, hvor det var normalt at tro og jeg holdt fast i troen med næb og klør. Som et barn der suger sig fast på sine forældres ben. Sådan har min tro syntes til tider. Andre gange har jeg måtte give slip, og der har Gud også mødt mig. Min rejse har ført mig fra LM’ske til Valgmenigheden til Hillsong. Den har udviklet min måde at tænke om Guds indflydelse i mit liv og den måde jeg hører hans stemme ind over mit liv.. Han har påvirket min måde at se mennesker og at møde mennesker. Her er jeg dog stadig “a work in progress”.

For mig har Gud altid været en livs-faktor. Han har altid været en del af ligningen. Der har været 5 minutter, hvor jeg valgte ham fra, men jeg har aldrig rigtig benægtet hans eksistens. Jeg har været i tvivl. Men i de øjeblikke kigger jeg tilbage på mit liv og tænker: “Du er kommet for langt i troen til at opgive nu” og dernæst husker jeg de gange, hvor jeg har oplevelsen af, at Gud har talt til mig. Gud har aldrig ikke været der. 

Jeg forsøger ikke at lyde hellig – det er jeg langt fra. Somme tider misunder jeg de mennesker der oplever Guds indgriben på en sådan måde, at de må smide alt det de har og gør i livet, vende 180 grader og bare lade Gud om resten. For de har en overbevisning jeg somme tider ikke kan hive frem. De ser troen og Gud med et uspoleret syn som jeg ikke længere kan. Mit udsyn er for støvet og for påvirket, til at jeg kan se så uspoleret på tingene. 

Hvorfor tror jeg? I første omgang fordi jeg gerne ville i himlen. Jeg kunne ikke bære tanken om et helvede. Det var min største frygt som barn. Som voksen er det mest af alt fordi jeg oplever, at han møder mig, at han bær mig og at han har det bedste udgangspunkt og den bedste plan. Jeg er ikke altid enig med ham. For tiden er det, det seksuelle og min seksualitet jeg ikke helt forstår og det skaber rigtig meget frustration. Men når man tager et valg, må man også stå ved det. Det her er et valg jeg ikke længere kan løbe fra. Det er et valg jeg egentlig ikke har lyst til at løbe fra. For hvor skal jeg løbe hen? Hvor end jeg ender. Der er Gud. Hvad end jeg gør. Det bruger Gud. Gud er i alt hvad jeg siger, gør og tænker. Han er i det hele. Så hvorfor tror jeg? Fordi jeg ikke kan andet. 

Når jeg har dagens kamp. Dagens bønnestorm. Dagens frustrationer. Når jeg bær dem frem for Gud somme tider som det lille barn i supermarkedet der ligger, råber, skriger og banker arme og ben i gulvet. Somme tider er det sådan mine bønner er. Når dagens bibelvers så tikker ind og der så bl.a. står: “You shall know the truth, and the truth shall set you free” (John 8:32). Hvordan kan jeg ikke se Gud tale i det? For dig er det måske et tilfælde. For mig var det i det her tilfælde en joke. En måde Gud fik mig til at smile og grine i ironisk fnysen. For den sandhed jeg søgte var egoistisk, selvisk og for egen vinding. Det var en sandhed modificeret efter, hvad jeg ønskede at høre, fordi jeg oplevede at den ville sætte mig fri til at leve livet som jeg før har gjort. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne for det jeg føler. I virkeligheden kan det jeg føler være en pejlemærke for den vej Gud ønsker jeg skal gå, og en udvikling jeg har brug for. Kan du se dilemmaet? Måske ikke. Det er også ok. 

Hvis du har forvildet dig herind, og ved, at jeg er kristen, men aldrig har vidst dybden af den. Hvis du kender mig, men aldrig har set denne side af mig. Så skal du vide én ting. Det jeg prøver på at sige. Mit forhold og min måde at se Guds nærvær i mit liv har ændret sig. Ja. Men det har altid været sådan her jeg har set Guds indflydelse i mit liv. Det er ikke noget der er kommet, fordi jeg kommer i en eller anden karismatisk kirke. Det har ikke noget med det at gøre. Sådan her taler Gud til mig. Andre oplever at få syner. Andre oplever konkrete svar på bøn. For mig er han ironisk i de ting der sker. Jeg beder om, at en speciel person ikke kommer til at krydse min vej lige foreløbig, så jeg kan få styr på mig selv – så derfor dukker han op mere end normalt i mit liv, uden at jeg selv har opsøgt kontakten. Jeg beder om at han må vise mig sandheden, som selvfølgelig er den sandhed jeg har i mit hoved. Og så dukker der dét bibelvers op på min telefon.

I Bibelen hører man ofte om ofringer. De lyder så makabre somme tider. Men det var den måde man bad til Gud og søgte hans kontakt. Desværre er Gud så ren og hellig, at han ikke kan have den direkte kontakt med mennesker, før Jesus kom. Mennesket skulle føre ofringer der kunne gøre op for den synd og skyld de havde gjort, før de kunne komme til det forhold der egentlig betød noget. I dag er det anderledes. Jesus blev det ultimative offer, som vi ofte siger i kristne kredse. Han tog alting, døde på et kors for os og opstod igen. Dét tror jeg på. Derfor kan jeg sige dette. Mit liv er et offer til Gud. Kun i Jesus er det et perfekt offer. Men det er et offer jeg har valgt at bringe. Det har altid været med et forsøg på at sige, “her er jeg Gud, brug mig”. At jeg ikke har været særlig god til lige præcis det og de konsekvenser der har været i det, er noget helt, helt andet. 

Share

Forandringer fryder

kat.marlyDet der med livet, Personlige tænkerierLeave a Comment on Forandringer fryder

Mange ting er sket på relativt kort tid. Man kan gå fra at lede efter arbejde, til pludseligt at sidde med rigtig fine muligheder på 24 timer. Jeg havde en samtale med vikarbureauet mandag, blev kaldt til samtale hos firmaet tirsdag og startede onsdag. For lidt over 3 måneder er der ro i sind og sjæl. For selv om jobbet stadig forvirrer mig og kræver tid at komme ind i, syntes min sjæl som et træ med dybe rødder jorden pludseligt placeret midt i en orkan.

Vel vidende at skoene jeg skal udfylde er store og umulige at gå i præcis som tidligere, er jeg sikker på jeg nok skal komme tumlende i mål, og hvis jeg får lov og tid, gøre det til mit eget.

Jeg har gået lidt og tænkt på det hele. For jeg har ‘overlevet’ lang tid i systemet der er arbejdsløshed, og spurgt mig selv, hvad i alverden jeg gjorde anderledes siden jeg først de sidste par uger har mærket en deprimerende stemning ind over min situation. Nu er det ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken. Og det var aldrig en beslutning jeg selv tog, at jeg skulle være ledig i så lang tid. Samtidig har jeg kun fået et vikariat på 3 måneder, så der er ro på for en stund.

Men alligevel er det rart at kende til værktøjerne, så jeg om 3 måneder ikke begynder fra start og skal fornemme og føle, hvad der er med til ikke at gøre mig sindsyg.

At fejre de små sejre
Helt fra begyndelsen vidste jeg, at jeg med min fancy uddannelse skulle bevise overfor kommende arbejdsgivere, at jeg kunne noget specielt men også kunne varetage helt almindelige arbejdsopgaver. Samtidig blev det mig hurtigt klart, at læring på universitetet er én ting, men det at komme ud og i kontakt med arbejdsmarkedet er simpelthen noget helt andet. Så jeg satte mig i bilen-mod-arbejde med al mulig hensigt om at få arbejde hurtigt men med den indstilling, at jeg skulle være tålmodig. Derfor gjorde jeg en dyd ud af at fejre de små sejre. At kunne netværke. At komme i kontakt med spændende arbejdspladser. At komme i tale med dygtige, kvalificerede arbejdsgivere. At forme mit CV til at være spændende og alsidigt. Kort sagt. Det handlede ikke om, hvor mange samtaler jeg kom til, men om de små ting.

For hvert skridt jeg tog i den rigtige retning, var der næsten et lille mål med konfettikanon på den anden side.

Rom blev ikke bygget på en dag
For selvom jeg havde, og stadig har, store drømme for fremtiden, og et eventyrligt, udfordrende og spændende arbejdsliv, kommer man ikke derhen på en dag. Det handler om at bygge grundstenene til fremtiden og være åben for alle muligheder. Jeg hørte, og hører stadig, ofte brok og irritation over mulighederne for virksomhedspraktik, fordi der er mange der føler sig udnyttede af arbejdspladserne.

Selv så jeg dem som fantastiske muligheder for at komme ind bag ansøgningerne og se, og for en kort stund bidrage til, maskineriet.

Samtidig bliver det lagt mærke til, når man uden reel økonomisk gevinst bidrager til en arbejdsplads. Det kan godt være det ikke gav arbejde i første omgang, men det kan være det bliver til det i næste omgang. Man skal aldrig sige aldrig. Jeg var ét sted, hvor jeg ville have fået muligheden for et barselsvikariat, hvis jeg kunne fransk (kan du forestille dig irritationen over mit tidligere jeg i folkeskolen, der ikke tog fransk seriøst???).

At skabe en hverdag når man ikke nødvendigvis skal møde kl 8
For det jeg har gjort, som langt hen af vejen har hjulpet mig med at bevare fornuften, er at skabe en hverdag i hverdagen. Ikke at lande foran flimmerkassen og se dagen forsvinde og skidtet indeni og omkring mig vokse. Jeg gjorde rengøring og tøjvask til en del af hverdagen i ‘arbejde’. Jeg gjorde træningen til en arbejdsopgave der skulle nås. Jeg meldte mig til kurser online, som jeg ikke nødvendigvis havde brug for, men egentlig syntes kunne være meget fine at have. Jeg tog på biblioteket for at skrive ansøgninger. Jeg mødtes med mennesker der kunne tale liv ind i min situation og sætte nye ord på min kunnen. Jeg tog til interessante kurser og events, hvor jeg kunne møde ligesindede, få mere viden og opsøge spændende, mulige arbejdsgivere. For når dagen gik på held, kunne jeg se tilbage og sige til mig selv, at jeg faktisk havde gjort noget. Men det gjorde også, at jeg kunne holde fri og trække mig tilbage, når dagen ligesom var slut.

Husk nu at leve
For samtidig med at man skal jonglerer med muligheder, at skulle stå til rådighed, at skrive ansøgninger og foretage uopfordrede henvendelser, skal man huske, at det også er vigtigt at trække sig tilbage, puste ud og holde fri.

Igennem de sidste to år har jeg gjort en dyd ud af, at have projekter vedsiden af arbejdsløsheden for både at kunne lade op, men også for at minde mig selv om, at jeg ikke var min arbejdsløshed, men at jeg blot var uden arbejde for en stund.

Den sidste måned har det været svært ikke at lade mit manglende arbejde fylde, men det er først her på det sidste, at det har fyldt. Og det er også her på det sidste, at depressive tanker har sneget sig ind i mit sind.

Hvordan taler du om det?
Noget af det jeg sådan set stadig er i læringsproces om, er at se al den udvikling der er sket. At lade alle de ting jeg faktisk laver fylde mere, end mit manglende arbejde, når folk spørger, hvad jeg så laver. For jeg er ikke mit arbejde og jeg har lavet vildt mange ting, der ikke nødvendigvis har givet mig løn, men som jeg elsker.

Jeg tror på rigtig mange måder, at den måde vi vælger at omtale omstændigheder i vores liv, former den måde vi tænker på det og i hvor høj grad vi lader det fylde.

Det er noget jeg stadig øver mig i på flere områder af mit liv end blot min arbejds-situation. For det kan godt være jeg er hende med den ultimativt seje uddannelse, hvor jobbet ikke lever op til folks forventninger, men jeg har så meget andet, jeg er stolt over. I sidste ende er det også det der er vigtigst. Ikke hvad folk omkring en forventer, men hvad man selv skaber.

Share

At være en tosset bog-orm

kat.marlyBog-ormenLeave a Comment on At være en tosset bog-orm

I år har jeg sat mig for at læse 150 bøger. Sidste år læste jeg over 100. Det er en udfordring inspireret af Goodreads (hvis du ikke kender app’en og er en bognørd som jeg, foreslår jeg på det kraftigste, at du downloader den og tjekker den ud! Jeg kan bruge timer på den). Back to topic. Jeg er bare generelt glad for at læse og har læst en del hele mit liv. I vaske ægte Gilmore Girls style har jeg stort set altid en bog med i tasken og på nuværende tidspunkt er jeg igang med mellem 4-6 bøger på samme tid.

En dag sad jeg lidt for sjov og delte mine bedste, og værste bogoplevelser ind i forskellige kategorier. Det blev til en længere, men meget sjov liste over mine bedste forslag til “go-to” bøger, hvis man nu befinder sig i forskellige sindstemninger. Og dem deler jeg da gerne med dig:

Mine go-to bøger, hvis jeg…
…har brug for et godt grin: Fredrik Backman’s “En mand der hedder Ove”, Douglas Adams’ “An ultimate Guide to the galaxy” eller Erlend Loe’s “Doppler”.
…vil vide mere om Døden: “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” af Naja Marie Aidt, “When Breath becomes air” af Paul Kalanithi.
…er i stemning til den ultimative tåreperser: “The Boy Called “IT””.
…vil læse om stærke kvinder: Sara Omars “Dødevaskeren”, Isobel Colemann “Paradise Beneath Her Feet: How Women Are Transforming The Middle East” eller Virginia Wolf’s “A Room Of One’s Own”
…vil genbesøge en yndlings klassiker: George Orwell’s “1984”.
…har lyst til en god samfundsskildring: Kathryn Stockett’s “The Help”
…har brug for en god krimi: Jussi Adler-Olsens “Afdeling Q” eller Aurther Conan Doyle’s fortællinger om Sherlock Holmes.
…er i stemning til et godt eventyr: J. K. Rowlings bøger i Harry Potter universet, Narnia-serien af C. S. Lewis, “Den Uendelige Historie” af Michael Ende eller “Hobbitten” af J. R. R. Tolkien.
…af en eller anden usandsynlig grund igen vil prøve at fatte meningen med galskaben:  “Kafka på stranden” af Haruki Murakami.
…er i stemning til sproglig finurligheder: Per Petterson’s bøger generelt.
…har brug for en god krigsskildring: “The Book Thief” af Markus Zusak, “The Zookeeper’s Wife” af Diane Ackerman eller “Clara’s War” af Clara Kramer.
…blot er i stemning for groteske samfundsfortællinger: “Glansbilleder” af Geeti Amiri, “Forbandede barndom” af Sapran Hassna. “My promised Land: The Triumph and Tragedy of Israel” af Ari Shavit. “Vrede Unge Mænd” af Aydin Soei. “Danmarks Børn i Hellig Krig” af Jakob Sheikh. “I Shall Not Hate” af Izzeldin Abuelaish.
…skal have noget pige-fnidder: Jane Austens “Sense and Sensibility” og “Pride and Prejudice”.
…vil slå hjernen fra med en ungdomsroman: Stephen Chbosky’s “The Perks of Being a Wallflower”. John Green “Turtles All the Way Down”.
…har lyst til en 1-dags-underholdning: J. K. Rowlings “The Tales of Beedle The Bard”.
…vil i kødet med en “True Story”: Truman Capote’s “In Cold Blood”.
…vil genbesøge børnebogsfilosofier: Peter Plys af A. A. Milne, “Charlotte’s Web” af White E. B. “The Little Prince” af Antoine de Saint-Exupéry.
…vil give mig i kast med bogen jeg gerne vil men aldrig kommer til at læse: “Moby Dick” (- har faktisk læst den. Nu er den aldrig igen bog).
skal genbesøge bøger der har været Life-changing: “The Shack”, bøger af Timothy Keller eller C. S. Lewis.
…skal fremhæve en bog jeg er stolt over at have læst: “Cities of Salt” af Abdul Rahman Munif.

Og til sidst blot for at slå fast: Yndlings forfattere: Fredrik Backman, Timothy Keller, J. K. Rowlings, Per Petterson, Trudi Canavan.

Share