På en lidt for detaljeret manér – vil nogle mene – har jeg valgt at holde en lille rejsedagbog her på bloggen. Ikke fordi jeg tror min rejse er noget specielt, men det er den sådan set for mig og derfor skriver jeg om den. Den er speciel fordi jeg gør det alene, fordi det er vigtigt for mig som single at kunne gøre det, og fordi jeg rejser med type 1 diabetes. For mig var det fortællinger som denne, der gjorde at diabetes ikke på noget tidspunkt blev til en sygdom, men en feature der kan overkommes. Denne gang er fortællingen min egen, og jeg håber, at jeg med denne kan give min egen overbevisning videre til andre ny-erklærede diabetikere om, at livet ikke er slut, bare fordi man har fået en ekstra feature. I kan vælge at læse med eller lade være. Det betyder ikke så meget for mig. Derfor, lad os begynde fra begyndelsen…

Mandag d. 01.07.19 – store rejsedag.

Fortællinger fra en lufthavn

Det startede en anelse hektisk. Normalt er 2 timer før en flyafgang nok, men i dette tilfælde ville jeg ønske, jeg havde min gode veninde Sanne’s skepsis mod lufthavne og flyselskaber, og derfor ville være kommet 3 timer før. For køen var lang til check-in og personalet virkede overvældet. Samtidig var der ikke rigtig mulighed for det der nymodens pjat, hvor man checker ind selv og dropper bagagen af som hos andre flyselskaber. Det betød at de stakkels to personer i personalet ikke bare var fuldstændig overrumplet over mængden af personer der skulle igennem. De brugte også, hvad der virkede som oceaner af tid på at få check ind overstået. 

Som jeg stod der i køen, kunne jeg hurtigt mærke, at min start på ferien ville afhænge af, hvordan jeg valgte at reagere. Jeg kunne stille mig uforstående op, brokke mig som parret bag mig og skælde ud, når det blev min tur. Eller jeg kunne vælge at forsøge at holde modet oppe, smile af det hele og ikke forsøge at finde forklaringer og brok hos andre, lettere besværlige passagerer. Det holdt hårdt, og selvom gutten i skranken erklærede, til min store irritation, at jeg havde fået en stand-by plads og derfor muligvis skulle ombooke hele min rejse (HVORFOR er det, at jeg valgte en fleksibel billet OG IKKE at købe mig til at kunne vælge plads i flyet? HVORFOR?), valgte jeg at tage det med et træt smil, der viste min frustration uden at lade det gå ud over den stakkels fyr i skranken. Men som han sad der og forsøgte at checke mig ind til hele turen, og ikke kun til Prag, skete det mirakel, at jeg pludselig fik plads på flyet og derfor kunne skynde mig igennem security og op på mit fly. 

Det der kunne have været et mareridt, endte derfor med en lykkelig Katrine, der kom til alle de rigtige fly, og tilmed IKKE mistede sin bagage i transit. Til gengæld er udenlandske lufthavne meget uforstående og uoplyste om det geniale ved at have en smoothies eller juice ved hånden, når man har diabetes og insisterer på et læge-brev, hver gang jeg spørger, om det er ok. Det er lidt et problem, når man laver det helt store sikkerhedstjek og lukker passagerne ind i et glasbur, hvor den eneste snack/drikke-maskine ikke synes at virke. Note to self til en anden gang jeg skal til et land med højt sikkerhed ind og ud af landet – tag sukker med i form af fast føde. De flydende går kun i København.

Et gensyn med den israelske sikkerhed

I Israel var det hele, som jeg havde forventet. Køen i Ben Gurion Lufthavn var ikke så frygteligt lang, men det var ventetiden. Desværre hersker stereotyperne også stadig, da 3 arabisk-udseende mænd blev holdt tilbage, fordi de åbenbart skulle igennem et yderligere sikkerhedstjek. Til gengæld viste sikkerheds-gutten lidt ekstra overskud, da han insisterede på at føre en kvinde med en teenage-datter og en pige på ikke mere end et år på armen forrest i køen og igennem sikkerhedstjekket foran en flok måbende, ventende mennesker – tilmed fra en helt anden kø han egentlig ikke behøvede at bekymre sig om. Moren blev lykkelig. Babyen stoppede med at skråle. Og jeg måtte erkende en lille tanke, der poppede op om, at jeg da virkelig elsker når sådan noget sker. I LOVE IT. Nogle gange kan historierne fra Security i Israel godt være fortællinger om mennesker der fører én igennem lange, seje sikkerhedstjek, hvor man bogstavelig talt bliver checket i hoved og røv, og somme tider en anelse grænseoverskridende. Disse historier gør ofte menneskene, der egentlig bare passer deres arbejde, til nogle hårde bananer med en facade af stål. I dette tilfælde blev manden bag glasset ikke en hård, uforstående mand – men et menneske med et hjerte. Det var måden han sad med hovedet hvilende i den ene hånd og et interesseret, overbærende blik mod en ældre dame der skulle fortælle om sin rejse. Måden han hurtigt, professionelt og uden at blinke førte moren til to frem og igennem. Eller måden han kiggede undrende på mig og udbrød: “FIVE WEEKS??!”, da jeg fortalte ham om mine rejse-planer. 

Generelt er det bare historien om menneskene jeg møder på min vej hernede. – Manden på lufthavnens togstation som fik mig foran i køen, fordi han mente, jeg havde ventet længere end de andre, og fordi han også mente, at turisten da havde brug for professionel assistance i form af en medarbejder til at administrere billetmaskinen. – Eller hvad med kvinden der forbarmede sig over den stakkels dansker, som vidst var kommet lidt på afveje i et fortvivlet forsøg på at finde sin bus, og førte hende hen til rette sted. – Og den ældre buschauffør, som kun kunne meget lidt engels, der med en opgivende barmhjertighed lod selvsamme dansker køre gratis en halv time i hans bus, fordi hun viftede med gammeldags metoder som pengesedler i et forsøg på at købe en billet. Der er noget over det at være alene kvinde i et helt andet land, med en helt anden kultur. Det er som om det stråler ud af en og folk bliver lidt ekstra blød om hjertet. Det gør det altså lidt nemmere at spørge om hjælp, når man står på herrens mark og ikke rigtig ved, hvor man skal vende og dreje. 

Sejren ville ingen ende tage

Da jeg derfor endelig landede på hostlet, selvfølgelig et par timer senere end de var blevet informeret, var det dog stadig med en følelse af stolthed over, at jeg faktisk sad der – med en pakke brød, israelsk humus, chips og cola zero. Der sad jeg, på tagterrassen og nød min aftensmad til den lette aftenbrise, som ikke vidnede om dagens ellers 30 graders hede. Brisen blandede sig med en lydbølge af moskeer der kaldte til bøn fra alle verdens hjørner og festglade mennesker der spiste og dansede til musik fra Jaffa’s barmiljø. Som sjovt nok om dagen er skiftet ud med et stort pulserende loppemarked, hvor man kan købe alt hvad hjertet kan – og ikke kan – begære. 

For mig var det hele bare en stor sejr. For det betød at jeg var kommet igennem security med medicin og hjælpemidler til flere måneder (let’s be honest). At jeg havde fundet frem til Hostlet selv uden at kunne læne mig op af en anden jeg kendte. At jeg havde bevæget mig ud i aftenlivet for at finde aftensmad. At jeg havde overskuddet til at finde tagterrassen og køkkenet. Det er ikke selvfølger for mig. Jeg kunne nemt godt have ladet mig overbevise om, at hostlets tildelte seng var det eneste område, jeg skulle bevæge mig i den aften. Derfor kunne udforskningen – selv af det hostel, hvor jeg skal bo i nogle dage – være en udfordring. Spørg mig ikke hvorfor. Måske er det tryghedsnarkomanen der taler. For at skabe tryghed omkring det at rejse alene, har jeg for eksempel hele tiden sagt til mig selv, at hvis jeg kan finde frem til hostlet og bliver der i alle 5 uger og tager hjem igen, er det stadig en rejse med stor succes. Det er blevet konstateret af min underbevidsthed, mest af alt fordi jeg vidste, at når jeg først sad der, ville min stædighed og mit nysgerrige sind skinne igennem og føre mig videre. 

Så med det in mind gik jeg i seng til lyden af det pulserende natteliv, og med et blodsukker der vidnede om, at det ikke kan lide at flyve. Så er man den erfaring rigere. Nogle gange kan mit blodsukker godt være som et lille barn, der har sine helt egne idéer om, hvad det kan lide og hvad det ikke kan lide. Heldigvis har vi været enige om i dag (tirsdag), at vi godt kan lide at rejse rundt i Israel. Men nok om det i morgen.