I går var første dag i min nye træningsplan mod Lillebælt halvmaraton 5. Maj 2018. Eller faktisk var første dag mandag. Men hvem tager sig af det. At løbe halvmaraton i KBH d. 17 september var simpelthen så fed en oplevelse, at jeg simpelthen var nødt til at prøve igen. Træningen op til var lang og somme tider svær at få til at passe ind i hverdagen, men resultatet kunne jeg nu godt lide. Det er lang tid siden, jeg har været så veltrænet og det at kunne løbe så langt var bare helt vildt fedt.

Det er bare ikke så fantastisk en start, når jeg allerede i min første uges træning ikke ligefrem har kunnet passe det hele ind. Eller, måske skulle jeg være helt ærlig og sige, at jeg i ugens første to dage simpelthen bare ikke gad. Derfor er jeg umådeligt stolt af mig selv i dag, for det lykkedes faktisk at komme afsted! Mine tider har forbedret sig, men når man ikke særlig trofast har trænet i ugerne efter ens halvmaratons debut, så kan man ikke forvente særlig meget. Men grundformen er bedre og det er da altid noget.

En anden sandhed der får mig ud på de våde løbestier i København er at jeg har taget på i vægt. Når man løbetræner for at kunne spise is, chips og slik mindst én gang om ugen, tager man ret hurtigt på i vægt når man ikke længere løbetræner derefter. Derudover har min krop (eller mit indre barn) skullet have kvalmende ondt i maven af usunde ting og sager før jeg kunnet sige stop. Min appetit har den sidste uges tid forvandlet sig til ét stor sort hul, som fordeler dets ladning rundt på alle de forkerte steder på min krop. Selvom jeg er tilfreds med spejlbilledet, har jeg også dårlige dage på den front.

Men nu er jeg igang igen og jeg glæder mig til at sommeren 2018 skal være mine flotte veltrænede bens debut! Indtil det mirakel sker, vil jeg nyde at spise ristede toast og smør til aftensmad!

Længe leve voksenlivet.

#LigeGyldigtInformation #EnAfDéDerBloggere #JaUndskyld