Foto: Alex, unsplash.com.

Jeg er egentlig et relativt tålmodigt menneske. Det synes jeg ihvertfald selv. Da det kom til halvmaratonet, var der ikke noget federe end at opleve resultatet efter lang tids planlægning og stædig træning.

Men der er nogle områder jeg bare ikke har en sky af tålmodighed. Der er for eksempel en årsag til, at jeg arbejder lidt med min økonomiske sans. Jeg har egentlig altid en ambition om at spare op, men jeg må sande, at jeg ikke ejer en snert af tålmodighed til at se den vokse. Eller, hvad med mit forhold til bland-selv-slik.

For når man har købt bland selv slik skal den spises. Ikke senere. Ikke i morgen NU! Lige her. På fortorvet. Foran bland-selv butikken. 

Man køber jo ikke bland-selv-slik for bare at kigge på den. Den skal ned til alle de andre vingummier i maven, i vingummi-land og lege jo.

Sandheden er bare, at de gode varige resultater i livet sker ved tålmodigt, stædigt at blive ved, arbejde, og forbedre.

Isaac Newton siger:

“Hvis jeg nogensinde har gjort værdifulde opdagelser, så skyldes det mere tålmodig opmærksomhed end noget andet talent.”

Det er lidt ligesom at gå på slankekur. En slankekur holder først når man stædigt og vedvarende har holdt ved – ikke når man i et øjeblik går på slankekur, for så at gå tilbage til gamle vaner efterfølgende. Tålmodighed er desværre et vigtigt element, hvis man vil se resultater. Jeg ændrer ikke på vaner ved at sige, “I morgen gør jeg det. I morgen”. I morgen bliver det måske nemmere.  For med tiden kan jeg danne nye, sundere vaner istedet for de gamle og usunde. Ikke hvis jeg ikke møder udfordringen i dag.

Men hvad gør man så, når man er der, hvor bjerget bare synes for stort og ‘lille jeg’ har mistet tålmodighed, stædighed og vilje til at fortsætte?

Forleden nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå og funderede (læs: stressede) over min job-løse-situation. Jeg kunne ikke overskue endnu en samtale med omgangskredsen om, at jeg endnu ikke havde et arbejde, og hvorfor mon det kunne være – og hvad jeg burde gøre. Jeg var nået til den uoverstigelige mur. Den uoverkommelige, fuldstændig umulige stigning.

Nu er det sådan, at jeg tror på Gud. Så der lå jeg. I nattens mørke. Ude var der stille. Men indeni galopperede hjertet afsted, imens jeg råbte til Gud: “Der står i bibelen, at du elsker mig. At du vil sørge for mig. Hvor er du i det her?” Og nu er det sådan, at jeg har råbt det mange gange til Gud. På den ene side har jeg i løbet af de sidste næsten 2 år måttet indrømme, at min ledighed på mange måder har været svar på bønner jeg ikke vidste, jeg burde be.

Men i dette øjeblik valgte han at høre min bøn. Han valgte at ændre slagets gang og sende mig en anden vej.

Løsningen er ikke en langtidsholdbar løsning. Men det er en ‘her-og-nu’-løsning, som jeg glæder mig til at tage op.

Min veninde fortalte mig forleden, at det er i dialogen med hendes 3-4 årige søn, hun kan fornemme, at han ikke kan se det store billede. Hun sagde, at hun jo egentlig godt kunne forstå og sætte sig ind i hans frustration, når han gav udtryk for den, men at hun jo kunne se en meget bedre løsning i det større hele. Selvom jeg er lidt imod forældre-eksempler i disse slags indlæg, må jeg jo indrømme, at ligheden mellem mit forhold til Gud er ligesådan. Jeg har ikke kunnet se det store billede, og vidste ikke, at det var en god idé med en fleksibel hverdag i forhold til de kampe jeg skulle møde. Men det kunne Gud – og hans vej er altid den bedste for mig.

Så istedet for utålmodigt at møde verdenen og kræve det jeg mener er mit at kræve, skal mit mantra for den nye uge være;

“Vent lige et øjeblik. Stop op. Træk vejret. For alting har en tid – og din skal nok komme!”

Share

Kender du de der typer, som nærmest får alt serveret her i livet imens de selv ligger som en romersk kejser og spiser vindruer. De der kun lige gør det nødvendige og stadig lykkes med alting. Jeg er ikke en sådan person. Jeg har skullet kæmpe for alt i livet. Kampe der har gjort mig til den jeg er i dag. Når det er sagt er der stadig ting der er blevet mig givet: At jeg er født i et fredfyldt land med basale rettigheder for alle. At jeg ikke har skullet flygte eller opleve krig og ødelæggelse. Om det er jeg ret bevidst.

Men når det kommer til at få et arbejde, er der virkelig mange måder at være arbejdsløs på.

Der er romeren som blot får alt givet ved blot at løfte en finger. I denne tid vil det være personen der bruger hver dag med netflix, popcorn og blot søger de der 2 ansøgninger man skal om ugen.

Der er dem der arbejder deres røv i laser. Jeg kalder dem marathon-løberne. De planlægger, gør det rigtige. Spiser det rigtige. Og kommer i mål med det de havde sat sig for og opnår store resultater.

Og så er der dem, der er som mig. De gør egentlig også det rigtige – bortset fra at spise bland-selv-slik til aftensmad. Men de er stadig bagud. Kommer tumlende igennem som om de er sløsede, uoplagte og uplanlagt. Det er de egentlig ikke. Det er bare fordi de altid er 2 skridt bagud. Når mulighederne opstår, er der altid en eller anden væsentlig grund til, at de alligevel ikke kommer i betragtning. Du ved, de der “Ah… Så tæt på… Hvis du bare lige kunne tale fransk… Så….”-typer.

Sådan én er jeg. Og hvor jeg egentlig godt kunne drukne mig i sorg og misundelse over alle dem “der lykkedes”, vælger jeg at poppe en flaske vin, spise de sidste stykker i min slikpose, og glæde mig over, ikke at være mit job, men at jobbet kommer til at være lige mig! Der er bare så meget andet jeg har valgt at lade mig definere af. Så ja, det er blot endnu et bjerg der skal bestiges. Men på et tidspunkt kigger jeg tilbage, og vil glæde mig over, at jeg ikke brugte mere energi på at se alt det jeg ikke havde og fokusere på det jeg har.

Og med de ord, slukker jeg computeren. Pakker det sidste i min back-packer og vier weekenden til en London-veninde-tur, Harry Potter Universal studio og giver det der arbejdsløshed en lille finger (for jeg giver ikke fuck-finger – det har ingen gjort sig fortjent til. Det er ikke min arbejdsløsheds skyld, at jeg ikke er god til at spare op eller få en stilling!).

Tak for nu. Vi ses om nogle dage.

Share

Du kender det nok. Du er sidst på måneden, køleskabet er ved at være gabende tomt og det samme er pengepungen. Det er ihvertfald ret ofte min situation sidst på måneden. Jeg prøver virkelig at få alting til at række. Desværre er jeg ret god til at lukke øjnene og køre kortet igennem, og bare købe alt muligt jeg ikke har brug for. Derfor har jeg besluttet, her når en ny måned begynder, at starte med nogle enkelte regler.

  1. Hver uge vil jeg trække ugens madpenge ud af min madkonto, og det er kun dem jeg må bruge på en uge (og ja, jeg kender godt til den der app, men jeg er ret god til at lukke øjnene for den. Jeg har brug for pengene i hænderne).
  2. Jeg vil tænke mere grønt og bruge noget tid på at få mere frugt og grønt ind i min kost (dvs minimum 2.1 kg grønt og 21 stk frugt om ugen. (Ja, jeg har regnet det ud.) *indsæt rødmende smiley*).
  3. Jeg må kun spise kage ved særlige lejligheder (som fx på torsdag og når jeg skal til London i slutningen af måneden).
  4. Jeg må kun købe 1 kop kaffe ude om ugen.

En ting jeg er ret god til, er at lave store portioner og fylde fryseren. Desuden har jeg som regel nogle gode basisvarer i skabene, så jeg ofte kan bikse et eller andet sammen. Fx min nye go-to-billig-super-food: Fladbrød. Jeg har altid Rema 1000’s glutenfrie havremel og FiberHUSK i skabene og så bor jeg sammen med en der er ret god til at huske, at købe tørgær (Undskyld A! Jeg har brugt det hele igen). Derfor var det ikke en speciel event, da jeg igår indtog køkkenet og lavede en omgang fladbrød.

Inspirationen til disse var da flere kokke i løbet af en uges Go’ Morgen DK bagte fladbrød og som det er med alle opskrifter herinde, lægger jeg dem ud – ikke for at tage credit for opskrifterne – men fordi jeg ofte skal lave dem om og tilpasse dem til en glutenfri og mælkefri kost.

Ingredienser: 
Tørgær (jeg er kommet til at bruge hele pakken, men tror mindre kan gøre det).
En skvis salt.
1 spsk FiberHusk
280 gr vand.
ca. 425 gr Glutenfri Havremel (måske mindre, måske mere).

Fremgangsmåde: 
Bland tørgær, salt og vand i en skål. Tilføj 1 spsk FiberHUSK i vandet. Bland det til fiberhusket bliver en anelse smisk-smasket. Derefter tilføjer du melet (Rema1000’s Glutenfri Havremel) lidt efter lidt. Jeg bruger ikke alle 425 gr, for ellers bliver dejen for tung i det. Da glutenfrit mel reagerer anderledes end helt almindeligt mel, er det vigtigt at man eksperimenterer med mængden og selv finder ud af, hvor meget der skal til!

Lad dejen hvile i et godt stykke tid. Lav fx dejen aftenen før og gør resten dagen efter.

Derefter fordeler du dejen i små klumper alt efter hvor store du ønsker de skal være. Når du har gjort dem helt, helt tynde varmer du dem på panden. Jeg har lidt over middel varme når jeg laver dem og det tager mellem 5-10 minutter før de bliver rigtige. De må gerne have noget farve og skal helst boble op og lave luftbobler inden i, før de er klar.

Denne opskrift giver mig 12-15 stk, men det kommer an på, hvor store man vil have dem.

De er gode til aftensmaden eller frokosten. Og i det glutenfrie køkken er det lavet med ingredienser en gluten-allergiker vil kende til og altid have i skabene. Fx har jeg altid FiberHUSK og Glutenfri Havremel fra Rema1000 i skabene. Derfor er det en nem, hurtig og billig tilføjelse til når man alligevel ikke rigtig har andet i køleren end en fryseret og gabene tomme hylder.
Du kan også lave en kæmpe omgang, fryse dem ned og hive nogle stykker op når lejligheden byder.

 

Share

…drømmer jeg om, at være midlertidig mor til tvillinger (som i jeg skulle passe dem, fordi moren ikke selv kunne påtage ansvaret). Fandt så den ene knægt på puslebordet. Der var han blevet glemt en hel nat (og ifl mit drømmende jeg var det ikke mig der havde glemt ham). Min kommentar til knægten: “Godt du ikke har lært at rulle rundt, hva?” Hvorefter jeg nussede lidt om den febersyge knægt.

Her til morgen synes jeg, at jeg har fortjent en formiddag under dynen med benene op. Hallelujah og stor respekt til alle forældre derude og nej, jeg skal stadig ikke være mor. OG det er ikke min underbevidsthed der fortæller mig at “uret tikker”.

Share
  1. Kære Kat. Når du laver madplaner og indkøbslister sparer du faktisk mange penge! DU VED DET – så stick with them. Det er nemmest.
  2. …og vidste du egentlig godt, at hvis du som minimum skal have 600 gr frugt og grønt om dagen, er det 21 stk frugt og 2100 gr grønt om ugen? Easy peacy. Så nej, køb ikke 21 bananer ved ugens begyndelse!
  3. Stop nu med at bruge penge på fancy kaffe. Du ved, du alligevel får en anelse hovedpine og at du faktisk ikke helt kan lide eftersmagen. Gratis, hjemmelavet kaffe er the shit – og billigere btw.
  4. Så skal du bare lige vide, at hvis du vil læse 150 bøger i år skal du læse minimum 13 bøger om ugen! 13. Nemt. Det er kun snart marts og du har læst 28! Godt gået!
  5. OG det der med job er ved at være ret akut. Som i du skal have et arbejde NU! Desuden er du ikke særlig god til det der med at søge arbejde hjemmefra! Stop med at være kræsen! Søg ALT!

Du kan godt… KOM SÅ!

Jeg møder marts med optimisme, panik-anfald og sundhedsflip!

 

Share

Med en ambivalent følelse i maven satte jeg mig ind i intercitytoget mod Jylland. For på den ene side skal jeg til mit elskede Aarhus over og besøge kære venner og fejre en af Guds helt store mirakler: At Gud helt uden forbehold tager imod os som hans børn. På den anden side efterlader jeg for en stund mit elskede, hæsblæsende København som aldrig syntes at slumre. Der er altid gang i et eller andet, og hver eneste weekend synes at indeholde unikke muligheder for opbyggelse, indsigt og investering i mennesker.

Jeg har nu altid godt kunnet lide følelsen af for en kort stund at være i en slags limbo. At være imellem noget og tvunget til at lade sig underholde af hvad jeg nu har taget med mig. Som regel er jeg også alt for optimistisk i forhold til, hvor meget jeg tror, jeg kan nå. I denne omgang har det været redigering af et CV, hvis jeg er god 2-3 ansøgninger, en analyse af antisemitisme i 30ernes medier og 1-2 bøger (nr. 9/10 i mit mål om at læse 150 bøger i 2018). Sandheden er bare, at limboet ikke kan vare for evigt og at om 40 minutter vil jeg være i Aarhus og så er det ud i den store verden og besøge fantastiske mennesker.

Det er dog ikke alle slags limboer jeg er stor fan af. Jeg hader for eksempel arbejdsløshedens søvndyssende limbo der godt kan gøre en skør i hovedet og tære på selvværdet og selvtilliden. For jo længere tid der går, i jo højere grad bliver mantraet “det (arbejdet) skal nok komme” til noget man siger, for at holde arret lukket på interesserede bekendte. Jo længere ind i arbejdsløshedslimboet man befinder sig, jo mere fallit føler man sig også. For når nu man har taget en lang, fancy uddannelse skal man vel også ud i et af de der fancy stillinger, hvor man ligesom bruger ens tilegnede viden. Desværre er tærsklen til arbejdslivet bare lige så ydmygende, som når man begynder ens uddannelse og finder ud af, at det man troede, man vidste overhovedet ikke havde hold i virkeligheden.

Limboet må ophøre. Til fordel for alle. For livet er svært at leve, når blot man venter.

Share

This month has a special mark in the calendar for me. Not only because it is the month of my birthday, but also because it is marked as the 12th month of consistently paying tithe to my church and to a few good causes of my choice. Once upon a time I began because a pastor in church dared us all to “…test God in this” and challenged me. Now I can’t even remember why. It is something I do, a habit. It is something that physically sort of places my life in Gods hands. I trust him with my finances and with everything that can bring me. Money is sort of the key to life here in this world, and by giving money to church and to the few good causes I support, I am giving to something I believe in. But I also place my trust in God, that he will provide. That he will take care of me in everything that money can give: A home, food on the table, clothes and so forth. I place my trust in the fact that he will lead me and guide me.

I have heard many stories of miracles. Stories of people who trusted God with their finances by tithing and suddenly their prayer was answered in specific areas. I have no such stories. But I do find myself content with what I have. A deep contentment I haven’t felt before. A peaceful feeling of not needing more. Of course a lot of things will be able to develop and happen, once I get a job. I haven’t stopped dreaming of the future, and what it withholds for me: A job and my own place maybe. But I don’t feel envious or greed when I hear about other peoples investing in design furniture or a fancy car. I don’t need fancy, smart or modern. I need God, the rest is just features that may look good in a future apartment.

I still spend too much though and there is a long way to go before I stop overspending. But I overspend on the things that matter to me: Time with my family and friends and traveling. It means that I went all out for New Years eve even though it was only me and my sister. I went all out for my birthday as well. Because I want to. Because I looove cooking and I love doing it for the people I deeply care about. It means that the “hang-over” days are spent on eating left overs and trying to spend as little as possible. I guess that is how I priorities, which means that there are other things that I cannot priorities right now. And I think that is one of my main realisations. That when you are focusing on your economy – it is important to have in mind, what one’s priorities and dreams are. And striving for them means sacrificing on other ends. What is important? What don’t I need?

I was reminded of a verse in the bible. That one where Gods giving “clothe” to the flowers on the meadow and takes care of the birds. The one that reminds me of the fact that if he provides for the flowers, the trees, the birds – why wouldn’t he take care of me? I mean he created man in his image. He gave his only son for us. For me. Why wouldn’t he take care of me. My situation. My finances. I remember times where he did. I remember situations I could only explain in the “God equation”. Then why is it so difficult for me to trust that he will not take care of me now?! I guess there are still things that I need to work on, and as I will be giving in the end of this month I will once more remind myself of how great God is and how I need to place my trust in him. He knows best.

Share

I know, der er en hulens masse opskrifter på vafler. Man kan gøre alt muligt med dem og pifte dem op på alverdens måder. Indtil for nyligt har vafler været en af de der ting jeg har haft store problemer med. Men så faldt jeg over den her opskrift og siden har jeg max brugt 5-10 min på prep og så er der mad lidt efter. Easy piecy. Og så kan man lave dem på alle mulige måder, så man kan spise dem morgen, middag eller aften! Lad mig afsløre en lille hemmelighed: Jeg har levet af dem de sidste 24 timer. Opskriften er så nem, at jeg kan huske den i hovedet, have den klar på 5 minutter, og tilføje ingredienser alt efter hvornår på dagen jeg serverer dem! Her er basis-opskriften:

Basis-opskriften:
3 Æg.
1 dl vand.
1,5 dl havregryn (GF)/ Glutenfri Havregrynsmel.
Et lille skvis salt.
1 tsk bagepulver.

Tænd for vaffeljernet. Bland alle ingredienser i en af de der plastkander. Dejen skal være flydende, men ikke for flydende. Så vurder selv hvor meget væske/ mel der skal i. Så snart vaffeljernet er varmt kan blandingen blive til vafler! Nemt ik?

Man kan også tilføje 100 gr frossen spinat (før det tilføjes dejen, tø spinaten op ved at hælde kogende vand over i en skål. Si spinaten og tilføj til dejen. Blend blandingen, inden blandingen kan forvandles til vafler). Eller mos 2 bananer til blandingen. Den kan også spices op med forskellige krydderier – kardemomme, vanille, eller kanel – eller alle 3 på en gang. Kun fantasien sætter grænser!

Server med flødeskum, eller lav spinatvaflerne om til en kyllingeburger, ELLER server med flødeost, spinatblade og laks! Vafler er simpelthen det nye sort!!!! Fantalastisk!

Share

Når det gælder veninder har jeg altid været velsignet. Jeg kan faktisk ikke huske et tidspunkt, hvor den der ensomhedsfølelse som nogle gange rammer har været fulgt op med, at der reelt ikke har været nogen, jeg har kunnet kalde min ven. Det er ikke en selvfølge, det ved jeg. Derfor har jeg altid vidst at jeg på dét punkt er velsignet på alle måder.

Når man så rykker teltpælene op og flytter sit habengut et helt andet sted hen, så ryger der veninder i svinget. Ikke fordi det er noget jeg har ønsket, men fordi det er vilkårene ved at flytte langt væk. Invitationerne kommer ikke rigtig længere fra visse kanter. Det er ikke længere naturligt bare lige at stikke næsen forbi. For selvom jeg har følt, og stadig føler mig meget velsignet, gør det stadig ondt at opdage, at veninder der engang var nogle jeg ønskede at holde fast i, er gledet ud i sandet på grund af distance. For selvom der har været distance, har det ikke betydet at de ikke har været i mine tanker og bønner, og måske er det derfor det gør ekstra ondt. Bøn skaber bare en forbindelse til andre, uden at man nødvendigvis lige opdager det. En forbindelse det er svært at bryde. En forbindelse der giver en naturlig interesse for deres liv og deres fremskridt. Den seneste tid har dette faktum været mig meget på sinde. En kvinde sagde, at jeg måske havde brug for dette ryk, til at blive klar til næste skridt i mit liv.

Derfor blev jeg også noget overrasket over erkendelsen jeg vågnede med i morges, at jeg har det godt. At jeg har gode venner og veninder omkring mig. At de mennesker jeg har i mit liv, er venskaber der holder til distancer og er det værd at satse på. At det er kvalitet der er sat i højsædet, istedet for kvantitet. Det lyder koldt og kynisk, men det faktum, at det i dag er min fødselsdag, og at jeg da bliver glad for lykønskninger, men at det ikke længere betyder noget, hvor mange der kommer ind. At man på facebook kan se hvor mange venner og bekendte jeg har. Det er jeg faktisk egentlig ligeglad med. For jeg er velsignet på utroligt mange områder. Jeg har fantastiske veninder omkring mig. Og dagen i dag er blot en dag blandt mange, og tallet er blot et tal. For indeni bliver jeg vidst aldrig over 30, selvom hylsteret fylder 31 år.

Ingen alderskrise i år, blot lykke og eftertænksomhed.

Share

1. Januar betyder som regel en ny begyndelse for mange. Den perfekte dag til for alvor at begynde et nyt liv. For så har man haft den sidste del af 2017 til at mæske sig og fordybe sig i dumme vaner, inden man for alvor tager fat om problemet. Det er egentlig skørt, hvordan en ny dag, i et nyt år kan føles som starten på et nyt liv. Min personlige erfaring er, at det ikke hjælper at skubbe det at gøre bugt med dårlige, dumme vaner ud i fremtiden og lade sig drukne i, hvad det nu er, man har brug for at komme overens med. At gøre bugt med noget i ens liv, for at skabe et nyt liv, har for mig været en proces. En proces der konstant har haft brug for bevågenhed, for blot et split sekund at vende blikket i en anden retning, er som når man misser det øjeblik hvor viseren i uret endelig rykker sig. Total ligegyldigt øjeblik, men irriterende at have misset når man inden i sætter sig for at se det.

Selv har jeg været slem til at skubbe tingene frem i fremtiden, for så at åbne portene til mit hjerte og sind og lade alt det jeg helst skal beskytte det fra komme stormene som en ukontrollerbar flod. Følelsen af at drukne mit hjertes hjerte og mit indre sind, får mit bryst til at strammes. Der må gøres noget. Ikke fordi kalenderen viser 1. januar 2018, men fordi jeg dræber mig selv og den Gud har skabt mig til at være, til fordel for vaner og tanker der ikke er med til at skabe liv i mig eller gøre mig stærk og trives i livet.

Så hvad betyder 2018 for mig?

1. At have Gud med i alt.

2.. At finde ud af, hvad det er Gud har skabt mig til, hvad jeg trives med.

3. At omfavne og acceptere den situation jeg står i, for så at blive klar til de ting Gud har planlagt foran mig.

Share