Kender du de der typer, som nærmest får alt serveret her i livet imens de selv ligger som en romersk kejser og spiser vindruer. De der kun lige gør det nødvendige og stadig lykkes med alting. Jeg er ikke en sådan person. Jeg har skullet kæmpe for alt i livet. Kampe der har gjort mig til den jeg er i dag. Når det er sagt er der stadig ting der er blevet mig givet: At jeg er født i et fredfyldt land med basale rettigheder for alle. At jeg ikke har skullet flygte eller opleve krig og ødelæggelse. Om det er jeg ret bevidst.
Men når det kommer til at få et arbejde, er der virkelig mange måder at være arbejdsløs på.
Der er romeren som blot får alt givet ved blot at løfte en finger. I denne tid vil det være personen der bruger hver dag med netflix, popcorn og blot søger de der 2 ansøgninger man skal om ugen.
Der er dem der arbejder deres røv i laser. Jeg kalder dem marathon-løberne. De planlægger, gør det rigtige. Spiser det rigtige. Og kommer i mål med det de havde sat sig for og opnår store resultater.
Og så er der dem, der er som mig. De gør egentlig også det rigtige – bortset fra at spise bland-selv-slik til aftensmad. Men de er stadig bagud. Kommer tumlende igennem som om de er sløsede, uoplagte og uplanlagt. Det er de egentlig ikke. Det er bare fordi de altid er 2 skridt bagud. Når mulighederne opstår, er der altid en eller anden væsentlig grund til, at de alligevel ikke kommer i betragtning. Du ved, de der “Ah… Så tæt på… Hvis du bare lige kunne tale fransk… Så….”-typer.
Sådan én er jeg. Og hvor jeg egentlig godt kunne drukne mig i sorg og misundelse over alle dem “der lykkedes”, vælger jeg at poppe en flaske vin, spise de sidste stykker i min slikpose, og glæde mig over, ikke at være mit job, men at jobbet kommer til at være lige mig! Der er bare så meget andet jeg har valgt at lade mig definere af. Så ja, det er blot endnu et bjerg der skal bestiges. Men på et tidspunkt kigger jeg tilbage, og vil glæde mig over, at jeg ikke brugte mere energi på at se alt det jeg ikke havde og fokusere på det jeg har.
Og med de ord, slukker jeg computeren. Pakker det sidste i min back-packer og vier weekenden til en London-veninde-tur, Harry Potter Universal studio og giver det der arbejdsløshed en lille finger (for jeg giver ikke fuck-finger – det har ingen gjort sig fortjent til. Det er ikke min arbejdsløsheds skyld, at jeg ikke er god til at spare op eller få en stilling!).
Tak for nu. Vi ses om nogle dage.
