16.10.18, kl. 04:30
Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor Gud ikke har været en del af mit verdensbillede. Den måde jeg tænkte, følte og så verden på. Når man snakker med ny-kristne, har de typisk vilde historier om, hvordan Gud mødte dem og næsten “took their breath away”, som en eller anden vild kærlighedshistorie. Somme tider er historierne ikke så vilde, men jeg har altid fundet dem inspirerende. Det er så interessant at høre, hvorfor man kan vælge at gå fra et liv uden til et liv med – i medgang og modgang. Selv har jeg ikke den vilde historie. Jeg er vokset op i en omgangskreds, hvor det var normalt at tro og jeg holdt fast i troen med næb og klør. Som et barn der suger sig fast på sine forældres ben. Sådan har min tro syntes til tider. Andre gange har jeg måtte give slip, og der har Gud også mødt mig. Min rejse har ført mig fra LM’ske til Valgmenigheden til Hillsong. Den har udviklet min måde at tænke om Guds indflydelse i mit liv og den måde jeg hører hans stemme ind over mit liv.. Han har påvirket min måde at se mennesker og at møde mennesker. Her er jeg dog stadig “a work in progress”.
For mig har Gud altid været en livs-faktor. Han har altid været en del af ligningen. Der har været 5 minutter, hvor jeg valgte ham fra, men jeg har aldrig rigtig benægtet hans eksistens. Jeg har været i tvivl. Men i de øjeblikke kigger jeg tilbage på mit liv og tænker: “Du er kommet for langt i troen til at opgive nu” og dernæst husker jeg de gange, hvor jeg har oplevelsen af, at Gud har talt til mig. Gud har aldrig ikke været der.
Jeg forsøger ikke at lyde hellig – det er jeg langt fra. Somme tider misunder jeg de mennesker der oplever Guds indgriben på en sådan måde, at de må smide alt det de har og gør i livet, vende 180 grader og bare lade Gud om resten. For de har en overbevisning jeg somme tider ikke kan hive frem. De ser troen og Gud med et uspoleret syn som jeg ikke længere kan. Mit udsyn er for støvet og for påvirket, til at jeg kan se så uspoleret på tingene.
Hvorfor tror jeg? I første omgang fordi jeg gerne ville i himlen. Jeg kunne ikke bære tanken om et helvede. Det var min største frygt som barn. Som voksen er det mest af alt fordi jeg oplever, at han møder mig, at han bær mig og at han har det bedste udgangspunkt og den bedste plan. Jeg er ikke altid enig med ham. For tiden er det, det seksuelle og min seksualitet jeg ikke helt forstår og det skaber rigtig meget frustration. Men når man tager et valg, må man også stå ved det. Det her er et valg jeg ikke længere kan løbe fra. Det er et valg jeg egentlig ikke har lyst til at løbe fra. For hvor skal jeg løbe hen? Hvor end jeg ender. Der er Gud. Hvad end jeg gør. Det bruger Gud. Gud er i alt hvad jeg siger, gør og tænker. Han er i det hele. Så hvorfor tror jeg? Fordi jeg ikke kan andet.
Når jeg har dagens kamp. Dagens bønnestorm. Dagens frustrationer. Når jeg bær dem frem for Gud somme tider som det lille barn i supermarkedet der ligger, råber, skriger og banker arme og ben i gulvet. Somme tider er det sådan mine bønner er. Når dagens bibelvers så tikker ind og der så bl.a. står: “You shall know the truth, and the truth shall set you free” (John 8:32). Hvordan kan jeg ikke se Gud tale i det? For dig er det måske et tilfælde. For mig var det i det her tilfælde en joke. En måde Gud fik mig til at smile og grine i ironisk fnysen. For den sandhed jeg søgte var egoistisk, selvisk og for egen vinding. Det var en sandhed modificeret efter, hvad jeg ønskede at høre, fordi jeg oplevede at den ville sætte mig fri til at leve livet som jeg før har gjort. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne for det jeg føler. I virkeligheden kan det jeg føler være en pejlemærke for den vej Gud ønsker jeg skal gå, og en udvikling jeg har brug for. Kan du se dilemmaet? Måske ikke. Det er også ok.
Hvis du har forvildet dig herind, og ved, at jeg er kristen, men aldrig har vidst dybden af den. Hvis du kender mig, men aldrig har set denne side af mig. Så skal du vide én ting. Det jeg prøver på at sige. Mit forhold og min måde at se Guds nærvær i mit liv har ændret sig. Ja. Men det har altid været sådan her jeg har set Guds indflydelse i mit liv. Det er ikke noget der er kommet, fordi jeg kommer i en eller anden karismatisk kirke. Det har ikke noget med det at gøre. Sådan her taler Gud til mig. Andre oplever at få syner. Andre oplever konkrete svar på bøn. For mig er han ironisk i de ting der sker. Jeg beder om, at en speciel person ikke kommer til at krydse min vej lige foreløbig, så jeg kan få styr på mig selv – så derfor dukker han op mere end normalt i mit liv, uden at jeg selv har opsøgt kontakten. Jeg beder om at han må vise mig sandheden, som selvfølgelig er den sandhed jeg har i mit hoved. Og så dukker der dét bibelvers op på min telefon.
I Bibelen hører man ofte om ofringer. De lyder så makabre somme tider. Men det var den måde man bad til Gud og søgte hans kontakt. Desværre er Gud så ren og hellig, at han ikke kan have den direkte kontakt med mennesker, før Jesus kom. Mennesket skulle føre ofringer der kunne gøre op for den synd og skyld de havde gjort, før de kunne komme til det forhold der egentlig betød noget. I dag er det anderledes. Jesus blev det ultimative offer, som vi ofte siger i kristne kredse. Han tog alting, døde på et kors for os og opstod igen. Dét tror jeg på. Derfor kan jeg sige dette. Mit liv er et offer til Gud. Kun i Jesus er det et perfekt offer. Men det er et offer jeg har valgt at bringe. Det har altid været med et forsøg på at sige, “her er jeg Gud, brug mig”. At jeg ikke har været særlig god til lige præcis det og de konsekvenser der har været i det, er noget helt, helt andet.
