Mange ting er sket på relativt kort tid. Man kan gå fra at lede efter arbejde, til pludseligt at sidde med rigtig fine muligheder på 24 timer. Jeg havde en samtale med vikarbureauet mandag, blev kaldt til samtale hos firmaet tirsdag og startede onsdag. For lidt over 3 måneder er der ro i sind og sjæl. For selv om jobbet stadig forvirrer mig og kræver tid at komme ind i, syntes min sjæl som et træ med dybe rødder jorden pludseligt placeret midt i en orkan.
Vel vidende at skoene jeg skal udfylde er store og umulige at gå i præcis som tidligere, er jeg sikker på jeg nok skal komme tumlende i mål, og hvis jeg får lov og tid, gøre det til mit eget.
Jeg har gået lidt og tænkt på det hele. For jeg har ‘overlevet’ lang tid i systemet der er arbejdsløshed, og spurgt mig selv, hvad i alverden jeg gjorde anderledes siden jeg først de sidste par uger har mærket en deprimerende stemning ind over min situation. Nu er det ikke fordi jeg har opfundet den dybe tallerken. Og det var aldrig en beslutning jeg selv tog, at jeg skulle være ledig i så lang tid. Samtidig har jeg kun fået et vikariat på 3 måneder, så der er ro på for en stund.
Men alligevel er det rart at kende til værktøjerne, så jeg om 3 måneder ikke begynder fra start og skal fornemme og føle, hvad der er med til ikke at gøre mig sindsyg.
At fejre de små sejre
Helt fra begyndelsen vidste jeg, at jeg med min fancy uddannelse skulle bevise overfor kommende arbejdsgivere, at jeg kunne noget specielt men også kunne varetage helt almindelige arbejdsopgaver. Samtidig blev det mig hurtigt klart, at læring på universitetet er én ting, men det at komme ud og i kontakt med arbejdsmarkedet er simpelthen noget helt andet. Så jeg satte mig i bilen-mod-arbejde med al mulig hensigt om at få arbejde hurtigt men med den indstilling, at jeg skulle være tålmodig. Derfor gjorde jeg en dyd ud af at fejre de små sejre. At kunne netværke. At komme i kontakt med spændende arbejdspladser. At komme i tale med dygtige, kvalificerede arbejdsgivere. At forme mit CV til at være spændende og alsidigt. Kort sagt. Det handlede ikke om, hvor mange samtaler jeg kom til, men om de små ting.
For hvert skridt jeg tog i den rigtige retning, var der næsten et lille mål med konfettikanon på den anden side.
Rom blev ikke bygget på en dag
For selvom jeg havde, og stadig har, store drømme for fremtiden, og et eventyrligt, udfordrende og spændende arbejdsliv, kommer man ikke derhen på en dag. Det handler om at bygge grundstenene til fremtiden og være åben for alle muligheder. Jeg hørte, og hører stadig, ofte brok og irritation over mulighederne for virksomhedspraktik, fordi der er mange der føler sig udnyttede af arbejdspladserne.
Selv så jeg dem som fantastiske muligheder for at komme ind bag ansøgningerne og se, og for en kort stund bidrage til, maskineriet.
Samtidig bliver det lagt mærke til, når man uden reel økonomisk gevinst bidrager til en arbejdsplads. Det kan godt være det ikke gav arbejde i første omgang, men det kan være det bliver til det i næste omgang. Man skal aldrig sige aldrig. Jeg var ét sted, hvor jeg ville have fået muligheden for et barselsvikariat, hvis jeg kunne fransk (kan du forestille dig irritationen over mit tidligere jeg i folkeskolen, der ikke tog fransk seriøst???).
At skabe en hverdag når man ikke nødvendigvis skal møde kl 8
For det jeg har gjort, som langt hen af vejen har hjulpet mig med at bevare fornuften, er at skabe en hverdag i hverdagen. Ikke at lande foran flimmerkassen og se dagen forsvinde og skidtet indeni og omkring mig vokse. Jeg gjorde rengøring og tøjvask til en del af hverdagen i ‘arbejde’. Jeg gjorde træningen til en arbejdsopgave der skulle nås. Jeg meldte mig til kurser online, som jeg ikke nødvendigvis havde brug for, men egentlig syntes kunne være meget fine at have. Jeg tog på biblioteket for at skrive ansøgninger. Jeg mødtes med mennesker der kunne tale liv ind i min situation og sætte nye ord på min kunnen. Jeg tog til interessante kurser og events, hvor jeg kunne møde ligesindede, få mere viden og opsøge spændende, mulige arbejdsgivere. For når dagen gik på held, kunne jeg se tilbage og sige til mig selv, at jeg faktisk havde gjort noget. Men det gjorde også, at jeg kunne holde fri og trække mig tilbage, når dagen ligesom var slut.
Husk nu at leve
For samtidig med at man skal jonglerer med muligheder, at skulle stå til rådighed, at skrive ansøgninger og foretage uopfordrede henvendelser, skal man huske, at det også er vigtigt at trække sig tilbage, puste ud og holde fri.
Igennem de sidste to år har jeg gjort en dyd ud af, at have projekter vedsiden af arbejdsløsheden for både at kunne lade op, men også for at minde mig selv om, at jeg ikke var min arbejdsløshed, men at jeg blot var uden arbejde for en stund.
Den sidste måned har det været svært ikke at lade mit manglende arbejde fylde, men det er først her på det sidste, at det har fyldt. Og det er også her på det sidste, at depressive tanker har sneget sig ind i mit sind.
Hvordan taler du om det?
Noget af det jeg sådan set stadig er i læringsproces om, er at se al den udvikling der er sket. At lade alle de ting jeg faktisk laver fylde mere, end mit manglende arbejde, når folk spørger, hvad jeg så laver. For jeg er ikke mit arbejde og jeg har lavet vildt mange ting, der ikke nødvendigvis har givet mig løn, men som jeg elsker.
Jeg tror på rigtig mange måder, at den måde vi vælger at omtale omstændigheder i vores liv, former den måde vi tænker på det og i hvor høj grad vi lader det fylde.
Det er noget jeg stadig øver mig i på flere områder af mit liv end blot min arbejds-situation. For det kan godt være jeg er hende med den ultimativt seje uddannelse, hvor jobbet ikke lever op til folks forventninger, men jeg har så meget andet, jeg er stolt over. I sidste ende er det også det der er vigtigst. Ikke hvad folk omkring en forventer, men hvad man selv skaber.
