Med en ambivalent følelse i maven satte jeg mig ind i intercitytoget mod Jylland. For på den ene side skal jeg til mit elskede Aarhus over og besøge kære venner og fejre en af Guds helt store mirakler: At Gud helt uden forbehold tager imod os som hans børn. På den anden side efterlader jeg for en stund mit elskede, hæsblæsende København som aldrig syntes at slumre. Der er altid gang i et eller andet, og hver eneste weekend synes at indeholde unikke muligheder for opbyggelse, indsigt og investering i mennesker.
Jeg har nu altid godt kunnet lide følelsen af for en kort stund at være i en slags limbo. At være imellem noget og tvunget til at lade sig underholde af hvad jeg nu har taget med mig. Som regel er jeg også alt for optimistisk i forhold til, hvor meget jeg tror, jeg kan nå. I denne omgang har det været redigering af et CV, hvis jeg er god 2-3 ansøgninger, en analyse af antisemitisme i 30ernes medier og 1-2 bøger (nr. 9/10 i mit mål om at læse 150 bøger i 2018). Sandheden er bare, at limboet ikke kan vare for evigt og at om 40 minutter vil jeg være i Aarhus og så er det ud i den store verden og besøge fantastiske mennesker.
Det er dog ikke alle slags limboer jeg er stor fan af. Jeg hader for eksempel arbejdsløshedens søvndyssende limbo der godt kan gøre en skør i hovedet og tære på selvværdet og selvtilliden. For jo længere tid der går, i jo højere grad bliver mantraet “det (arbejdet) skal nok komme” til noget man siger, for at holde arret lukket på interesserede bekendte. Jo længere ind i arbejdsløshedslimboet man befinder sig, jo mere fallit føler man sig også. For når nu man har taget en lang, fancy uddannelse skal man vel også ud i et af de der fancy stillinger, hvor man ligesom bruger ens tilegnede viden. Desværre er tærsklen til arbejdslivet bare lige så ydmygende, som når man begynder ens uddannelse og finder ud af, at det man troede, man vidste overhovedet ikke havde hold i virkeligheden.
Limboet må ophøre. Til fordel for alle. For livet er svært at leve, når blot man venter.
