Når det gælder veninder har jeg altid været velsignet. Jeg kan faktisk ikke huske et tidspunkt, hvor den der ensomhedsfølelse som nogle gange rammer har været fulgt op med, at der reelt ikke har været nogen, jeg har kunnet kalde min ven. Det er ikke en selvfølge, det ved jeg. Derfor har jeg altid vidst at jeg på dét punkt er velsignet på alle måder.
Når man så rykker teltpælene op og flytter sit habengut et helt andet sted hen, så ryger der veninder i svinget. Ikke fordi det er noget jeg har ønsket, men fordi det er vilkårene ved at flytte langt væk. Invitationerne kommer ikke rigtig længere fra visse kanter. Det er ikke længere naturligt bare lige at stikke næsen forbi. For selvom jeg har følt, og stadig føler mig meget velsignet, gør det stadig ondt at opdage, at veninder der engang var nogle jeg ønskede at holde fast i, er gledet ud i sandet på grund af distance. For selvom der har været distance, har det ikke betydet at de ikke har været i mine tanker og bønner, og måske er det derfor det gør ekstra ondt. Bøn skaber bare en forbindelse til andre, uden at man nødvendigvis lige opdager det. En forbindelse det er svært at bryde. En forbindelse der giver en naturlig interesse for deres liv og deres fremskridt. Den seneste tid har dette faktum været mig meget på sinde. En kvinde sagde, at jeg måske havde brug for dette ryk, til at blive klar til næste skridt i mit liv.
Derfor blev jeg også noget overrasket over erkendelsen jeg vågnede med i morges, at jeg har det godt. At jeg har gode venner og veninder omkring mig. At de mennesker jeg har i mit liv, er venskaber der holder til distancer og er det værd at satse på. At det er kvalitet der er sat i højsædet, istedet for kvantitet. Det lyder koldt og kynisk, men det faktum, at det i dag er min fødselsdag, og at jeg da bliver glad for lykønskninger, men at det ikke længere betyder noget, hvor mange der kommer ind. At man på facebook kan se hvor mange venner og bekendte jeg har. Det er jeg faktisk egentlig ligeglad med. For jeg er velsignet på utroligt mange områder. Jeg har fantastiske veninder omkring mig. Og dagen i dag er blot en dag blandt mange, og tallet er blot et tal. For indeni bliver jeg vidst aldrig over 30, selvom hylsteret fylder 31 år.
Ingen alderskrise i år, blot lykke og eftertænksomhed.
