Jeg elsker lyden af regn og torden. Den der lyd af noget blødt der rammer jorden med stor hastighed. Når det regner, lader jeg altid vinduet stående åbent, så jeg kan høre lyden. Engang da jeg var lille, var jeg bange for torden. Bange for at dø. Men i dag minder tordenen mig blot om, hvor sikkert jeg har det herinde. Bag lukkede døre og med vinduet åbent.
Da jeg var yngre boede jeg hos min far. I hans selv-byggede hus på Gribskovvej lå jeg ofte oppe på hemsen og lyttede til regnens trommen mod det skrå vindue i taget. Det var det bedste jeg vidste. At ligge under dynen, med duften af min pude og lytte til regnen på mit vindue. Stilheden der brydes af lyden af regn.
Stilhed. En sjælden gave. Stilheden brydes ofte af musik. Serien i baggrunden. Nyhederne. TV’et. Lydbogen. Men engang i mellem elsker jeg at slukke for det hele og bare lytte. Lytte til den susende lyd af livsgivende vand der stryger ned gennem atmosfæren. Høre hvordan det rammer jorden, og give vand til planter, træer og natur.
Nu vil jeg bryde den tiltrængte stilhed og finde kvindelandsholdet på fjerneren. Selvom fodbold ikke lige er min ting, bliver man vel nødt til at se lidt med, med et halvt øje når store ting sker i lille Danmark.
