3rd of August: Despite temptation, I felt relieved once the tithe-money was of my account. My new method has given me some freedom, because it brings awareness as to how much I have to spend on food. Plus it helps that I am not commuting these weeks. I find it easier finding the cheapest way out, when not feeling sorry for myself having to take the train back home, thus, allowing myself to buy expensive coffee or snacks. Furthermore, my Rema1000 Vigo-plan (sorry, only in Danish) is also helping out. To sum up, I basically made a deal with myself to not to buy candy or chips or coffee unless I have helped out via this Danish app where you bring out groceries for people who can’t pick them up themselves. It is so much easier to tell yourself not to buy stuff when you remind yourself what you have to do in order to give in to your fantasy-hunger for sugar and chips. Suddenly I can stand there in the store telling myself that I don’t need it anyway. I hope this feeling will expand to the Kat-Marly-Cranky-Where-Is-My-Evening-Snacks-personality?

20th of August: It is not that I have everything in control regarding economy. But these days I find my mindset being different. By having focused on the way money control me and actually having a budget that will help me, not only now but in my future as well, money does not have the same hold of my life as it used to. I do not worry as much, because I know it’ll be alright in the end. Despite making a lot of plans and restrictions to the way I spend my money, I find that the only true way I can help my future self, is to learn from my past mistakes, and move forward. Despite not having the same freedom as many others have, I am not poor. I am just in a season where money is scares and I have to not loose focus on whats important. Its a process, and some day it will be easier to not give in to my impulsive needs and keep focus on future-importances.

Share

Jeg mærkede din tilstedeværelse.
Den rakte forsigtigt ud mod mig,
og ramte mit hjerte.
Mit syndige,
sorg-brudte
hjerte.

Som en fugl med brækket vinge,
løftede du mit hjerte,
Og med en blid, trøstende hvisken:
“Stol på mig.
Jeg HAR
kontrollen”.

Jeg gav op; lod dig tage over.
For hvert skridt jeg tog,
holdte du dit løfte
I stort og småt,
Men jeg savner stadig.
Jeg savner min far.

Share

Jeg elsker at læse. I skrivende stund har jeg allerede 2 blogindlæg der bygger på denne kærlighed for bøger. Jeg har over 90 bøger angivet på Goodreads som “want to read”. Jeg har læst 61 nye bøger i år ud af de 100 jeg gerne skulle have læst indenfor 2017. Der er intet bedre end at blive så fanget af en bog, at man bare er nødt til at blive oppe hele natten for at læse den færdigt. Der er intet bedre end at blive klog på kulturer, mennesker, religion, Mellemøsten, kvinders styrke osv osv. igennem bøgernes verden.

Derfor er denne lille tradition jeg har med mig selv nok ikke så mærkeligt. Hvor andre måske tager bøger fra diverse lister af “Sommerens Must Reads”, har jeg en lidt anden tradition. Når jeg rejser i 3 uger og mere i det samme land, sætter jeg mig altid for, at læse en bog af en lokal forfatter eller en bog, hvor handlingen sker i landet jeg befinder mig i. Der er bare ikke noget, som giver én et større kulturelt indspark og indsigt af et land, end at læse lokale forfattere.

Da jeg rejste med min bror en måned i Israel/Palæstina, læste jeg “My Promised Land” af Ari Shavit. Min tur til Jordan bød på en bogoplevelse jeg endnu har fornøjelsen af at færdiggøre: “Cities of Salt” af Munif. I dag har jeg besluttet, at når min bror og jeg vender næsen mod Marokko i 2018, skal min læseoplevelse være “Messaouda” af Abdelhak Serhane.

Nu skal jeg bare lige finde en engelsk version af bogen og ikke en på fransk. Så er det godt, jeg har helt indtil sommeren 2018 før jeg skal bruge bogen.

Share

Jeg elsker lyden af regn og torden. Den der lyd af noget blødt der rammer jorden med stor hastighed. Når det regner, lader jeg altid vinduet stående åbent, så jeg kan høre lyden. Engang da jeg var lille, var jeg bange for torden. Bange for at dø. Men i dag minder tordenen mig blot om, hvor sikkert jeg har det herinde. Bag lukkede døre og med vinduet åbent.

Da jeg var yngre boede jeg hos min far. I hans selv-byggede hus på Gribskovvej lå jeg ofte oppe på hemsen og lyttede til regnens trommen mod det skrå vindue i taget. Det var det bedste jeg vidste. At ligge under dynen, med duften af min pude og lytte til regnen på mit vindue. Stilheden der brydes af lyden af regn.

Stilhed. En sjælden gave. Stilheden brydes ofte af musik. Serien i baggrunden. Nyhederne. TV’et. Lydbogen. Men engang i mellem elsker jeg at slukke for det hele og bare lytte. Lytte til den susende lyd af livsgivende vand der stryger ned gennem atmosfæren. Høre hvordan det rammer jorden, og give vand til planter, træer og natur.

Nu vil jeg bryde den tiltrængte stilhed og finde kvindelandsholdet på fjerneren. Selvom fodbold ikke lige er min ting, bliver man vel nødt til at se lidt med, med et halvt øje når store ting sker i lille Danmark.

Share