Snart kan jeg skrive 1 år som arbejdsløs på CV’et. Jeg er sikker på at nogle af mine læsere på nuværende tidspunkt vil skære ansigt og komme med et argument om, at det ikke er så godt at skilte med det. For det er vigtigt at vise arbejdsgiver, at man er aktiv. Hvilket jeg sådan set også er. Men det er langt fra pointen her.
I mit første år som arbejdsløs har jeg lært en masse. Et utal af ansøgnings- og CV-kurser og feedback-møder har lært mig, at det er meget individuelt, at skrive et CV eller en ansøgning. Man kan aldrig gøre det rigtigt. Der er altid et eller andet, en eller anden ikke kan lide. Det ene øjeblik skal man ikke skrive, at man er arbejdsløs (selvom det meget hurtigt fremstår af ens CV) eller at man er nyuddannet (henviser til tidligere kommentar). Desværre for mig, har et væld af arbejdsløse i København været til de samme kurser. Ikke ligefrem lovende for mit ønske om at stå ud og være den der unikke ansøgning som lige bider sig fast i HR-medarbejderens bevidsthed.
I dag sad jeg i et meget givende møde. Et råd jeg fik var, find det der er unikt for dig, og brug det. Alle går til informationsmøder med arbejdsgivere, sender uopfordrede ansøgninger og opfordrede. Det handler om at være den ene der sætter nysgerrigheden igang. Desværre har vældet af møder ved a-kassen og job-centret ikke ligefrem sat det fokus. Selvom det er blevet sagt flere gange, er det ligesom om at dét kursus som et jobcenter skilter med vil gøre den store forskel for mig, vil jeg hos et andet center kunne finde samme elementer i et kursus, der skilter med at være unik. Og alt imens jeg render rundt og tror at, det at gå til kurser ved jobcentret og a-kassen skal hjælpe mig med at fremstå unik, gør det mig bare som én i mængden. Som en del af den homogene bølge af akademikere der hvert år kæmper for at få et arbejde.
Så nu er det tid til at gøre noget andet. Noget nyt. Det er tid til at satse på de sider af mig selv som jeg har sat til side til fordel for jobsøgning. For ærlig talt, er det tid at sætte håndbremsen i overfor de ensfarvede, grå bølger af jobsøgende og skrabe i de grå overflader og ind til farverne i min personlighed.
Wish me luck!