Jeg er meget stor fan af Netflix’s satsninger. Jeg var vild med OA, Stranger Things, 3% og Gilmore Girls. Alle fire serier som Netflix i forskellig grad har satset stort på. For nyligt er et par nye serier sprunget frem, og jeg har set, ihvertfald den ene af serierne: “13 Reasons Why” eller på dansk: “Døde piger lyver ikke”.
Umiddelbart kan den virke som en emo-selvmords fortælling, om en piges forsøg på at lange ud efter de mennesker der gjorde hende ondt. Specielt når man lader sig forudindtage af Netflix’s egen beskrivelse af første afsnit: “Mens der i skolen sørges over Hannah Bakers død, modtager hendes ven Clay en kasse med bånd. Båndene indeholder beskeder, hun optog, inden hun begik selvmord.”
Serien tager seerne igennem de forskellige følelser og smerter der er hos efterladte af en der har begået selvmord. Men plottet får et twist når hemmeligheder begynder at komme op til overfladen og afsløre andre teenagere og deres til tider nådesløse behandling af hende og hinanden. Båndene røber det svære teenage liv og hvordan uudviklede personligheder påvirkes, når det der absolut ikke må ske, sker.
Serien er præget af en undertone af sorg, smerte, og usikkerhed. Man følger, hvad der synes at være en underlæggende gode fyr, Clay’s rejse igennem båndende og Hannah Bakers egen fortælling om den sidste tid i hendes liv. Serien kan derfor virke svær, men er også fængende. Specielt eftersom tanken om Clay’s egen rolle i Hannah Bakers liv langsomt udfoldes og afslører en dybde i seriens budskab. Jeg selv blev fanget i seriens greb og nysgerrigheden om Clay’s rolle i serien blandt alle de onde teenagere der pludselig tårner sig omkring ham. Serien rammer stilistisk en underlig blanding af Pretty Little Liars, en god krimi og reklamerne om god behandling fra Call Me, når hemmeligheder kommer frem i lyset og påvirker deres ejermænds fremtidige færden blander sig med en underliggende tone om, at hvis blot vi alle passede bedre på hinanden, ville der fortsat have været flere liv i verdenen.
Sidenhen har jeg tænkt meget over, hvordan enhver handling kan påvirke ethvert menneske, uden at man selv ved det. Man får lyst til at være den person der spreder glæde og sikkerhed. Derudover har jeg simpelthen brug for at sige til alle i folkeskolen og gymnasiet, at livet bliver lettere når man er ude over ens usikre udvikling. Somme tider føles ens teenage-år som de absolut vigtigste og en af de mest signifikante formål i livet er at blive populær og forblive det. Det kan desværre tage én igennem en rejse fyldt med teenage-depression, usikkerhed, og det kan syntes som om en sort lyn-sky lægger sig over ens liv og kvæler en langsomt. Men for at kunne træde ud i voksenlivet, kræver livet nogle knubs, sår og buler. På et tidspunkt møder man lyset for enden af tunlen og voksenlivets varme stråler, når man træder væk fra sit tidligere teenageliv, erfaringer rigere og med større selvsikkerhed, velvidende at kun de mennesker der bliver ved med at holde fast i hierarkier muligvis er dem der mistede mest da voksenlivet bankede på døren. Sådan var livet ihvertfald for mig. Ikke fordi der er nogle mennesker der i mit liv fortjener et bånd som i serien. Men fordi min usikkerhed på mig selv og mit liv, langt hen af vejen var med til at præge den usikkerhed der synes at lægge sig over mig som en tung, kvælende sky.
Men, under alle omstændigheder, er denne serie endnu en spændende satsning fra Netflix. Men pas på. Den kan være fangende og svær at komme væk fra, før man har set det hele.
