Jeg indrømmer, at jeg somme tider har det med at komme med urimelige raseri-udbrud når det gælder cyklister. Jeg har fundet ud af, at det er en knap jeg ikke kan slukke, hvis først samtalen falder på dette emne. Sådan er det bare. #DealWithIt, #KøbenhavnskeCyklisterErDumme, #InklusivMigSelv.
Der er run på for tiden. Mange projekter i luften. Alt for lidt tid. And I love it. Det er lang tid siden jeg decideret skulle planlægge min tid for at sikre, at jeg nåede det hele. Men jeg elsker, når en af mine opgaver er at læse en bog! #ForhåbentligSnartSomBoganmelder, #NyeUdfordringer, #GivMigFlere, #LivetSomArbejdsløs.
Skulle bestille en tid ved lægen. Recepterne fornyer ikke sig selv, når man skal have foretaget forskellige tests. I den forbindelse blev jeg introduceret for flere internet-sider der gør at man kan have email-konsultation og bestille tid online. Super smart. Men efter min mening begynder det at være uhensigtsmæssigt når man skal huske på 2 forskellige hjemmesider… Det vil jeg da ikke kunne huske, den ene gang om året jeg skal til lægen… #JegRingerBare, #FanAfDenGodeGamleMetode.
At løbetræne er den tid hvor jeg graver mig dybt ind i mig selv og nyder ikke at skulle forholde mig til andet end at udvikle min krops formåen. Men at træne op til en halvmaraton, kan altså godt være lidt en “buzz-kill”. Specielt dagens træning står på 66 min. interval. #DetErStadigGodt, #TræningTræningTræning, #UhøjtideligTræning, #SpiserStadigChipsOgSlik!
April 1st, 2017: I suck. It’s that simple. I know things are tight and I still go to McD and buy fries on a hunch. Come on. I’m a grown woman! A grown-up, independent woman! With that being said, there was a little nag as I mobilepayed my tithe to the church. Imagine, I could’ve saved it. Not spend it. But let’s face it. I would have spend them anyways, and that is where I will put my effort in the next while. Learning myself to spend less and give more.
April 15th, 2017: My sister gave me a valuable lesson today. Without her knowledge of course. We sat there, in her couch, watching a really good series on Viaplay (Shannara), while she’s painting my nails with her very expensive nail polish. And that’s where it hit me. I realized that greed does not only stick out its ugly face regarding money and giving them away. It can have an influence in other aspects as well. For instance, my sister spends a lot of money on buying the right nailpolish, the right kind of make up and so forth. But if you ask whether you can borrow some, she will say yes in an instant, no hesitation. I would’ve wondered how much money I spent on this piece of thing before even considering giving some away. Depending on the person asking. To me, my sister is awesome and generous, Someone you can rely on. If I ask she would gladly drive me around, without asking money for gas and such. She pulls out her most expensive make up, to paint my face. That’s just how she is, and I need to learn from her. No questions asked, just say yes!
Jeg gider snart ikke svare på det mere. I enhver social relation kommer de op. Jeg har desværre snart været arbejdsløs i et år, og det har ikke just været den mest opløftende oplevelse. Somme tider tager det al mit overskud at sige: “Det kommer på et tidspunkt”, andre dage tror jeg på det og siger det med den største overbevisning. Men der er specielt to replikker jeg er specielt træt når jeg bevæger mig i sociale relationer:
“Nå, hvordan ser det så ud på jobfronten?”: Imens jeg somme tider bruger al min energi på, at komme med frem til det høflige svar på: “Det er noget lort at være ledig”, kan jeg ikke lade være med at tænke, om du ikke nok ville være meget bevidst, hvis jeg havde succes på “jobfronten”. Jeg mener, for mig ville det være en sejrsgang med armene permanent placeret over hovedet, i det øjeblik jeg træder ind ad din dør!
“Husk at nyde friheden”: Er det frihed at være bundet til dagpengesystemet og ingen lys at kunne ane for enden af tunnelen? Jeg mener de fleste ting man kan gøre i sin frihed er som regel noget man skal bruge penge på og har du nogen som helst anelse om hvad man får på dagpenge? Og ja, jeg er da heldig, at dagpengene langsomt forsvinder efter hver måned, og en ny rolle som kontanthjælpsmodtager spøger over mig og giver mig stress. OG, hvordan kan man nyde situationen når alt man vil er at arbejde, være passioneret, få noget udrettet, og komme ud af den økonomiske strammedragt jeg sidder i nu?! Btw, så bliver frihed umenneskeligt kedeligt på et tidspunkt og jeg har brug for noget at lave og udvikle mig, og ikke have oplevelsen af at min hjerne er ved at forvandles til en ubrugelig suppe ligesom med den der “Teller” gør det mod uindbudte indtrængende på bank-planeten Karabraxos i Doctor Who!
At jeg er arbejdsløs var ikke et valg jeg tog. Det var en naturlig konsekvens af at færdiggøre sin uddannelse. Min erfaring indtil videre fortæller mig at meget af det, at få et arbejde handler om held. At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og snakke med de rigtige mennesker. Og alt imens jeg venter på (læs: forsøger at fremskynde processen ved at være så mange steder som muligt) at jeg tilfældigvis er heldig at være den der står på det rigtige sted overfor det rigtige menneske og gør et godt indtryk, gider jeg ikke høre på hvor heldig jeg er.
Nogle gange er den bedste taktik, at knytte sylten og snakke om noget andet end min arbejdsløshed – jeg skal nok selv bringe den på banen, hvis jeg har lyst til at snakke om.
Jeg er meget stor fan af Netflix’s satsninger. Jeg var vild med OA, Stranger Things, 3% og Gilmore Girls. Alle fire serier som Netflix i forskellig grad har satset stort på. For nyligt er et par nye serier sprunget frem, og jeg har set, ihvertfald den ene af serierne: “13 Reasons Why” eller på dansk: “Døde piger lyver ikke”.
Umiddelbart kan den virke som en emo-selvmords fortælling, om en piges forsøg på at lange ud efter de mennesker der gjorde hende ondt. Specielt når man lader sig forudindtage af Netflix’s egen beskrivelse af første afsnit: “Mens der i skolen sørges over Hannah Bakers død, modtager hendes ven Clay en kasse med bånd. Båndene indeholder beskeder, hun optog, inden hun begik selvmord.”
Serien tager seerne igennem de forskellige følelser og smerter der er hos efterladte af en der har begået selvmord. Men plottet får et twist når hemmeligheder begynder at komme op til overfladen og afsløre andre teenagere og deres til tider nådesløse behandling af hende og hinanden. Båndene røber det svære teenage liv og hvordan uudviklede personligheder påvirkes, når det der absolut ikke må ske, sker.
Serien er præget af en undertone af sorg, smerte, og usikkerhed. Man følger, hvad der synes at være en underlæggende gode fyr, Clay’s rejse igennem båndende og Hannah Bakers egen fortælling om den sidste tid i hendes liv. Serien kan derfor virke svær, men er også fængende. Specielt eftersom tanken om Clay’s egen rolle i Hannah Bakers liv langsomt udfoldes og afslører en dybde i seriens budskab. Jeg selv blev fanget i seriens greb og nysgerrigheden om Clay’s rolle i serien blandt alle de onde teenagere der pludselig tårner sig omkring ham. Serien rammer stilistisk en underlig blanding af Pretty Little Liars, en god krimi og reklamerne om god behandling fra Call Me, når hemmeligheder kommer frem i lyset og påvirker deres ejermænds fremtidige færden blander sig med en underliggende tone om, at hvis blot vi alle passede bedre på hinanden, ville der fortsat have været flere liv i verdenen.
Sidenhen har jeg tænkt meget over, hvordan enhver handling kan påvirke ethvert menneske, uden at man selv ved det. Man får lyst til at være den person der spreder glæde og sikkerhed. Derudover har jeg simpelthen brug for at sige til alle i folkeskolen og gymnasiet, at livet bliver lettere når man er ude over ens usikre udvikling. Somme tider føles ens teenage-år som de absolut vigtigste og en af de mest signifikante formål i livet er at blive populær og forblive det. Det kan desværre tage én igennem en rejse fyldt med teenage-depression, usikkerhed, og det kan syntes som om en sort lyn-sky lægger sig over ens liv og kvæler en langsomt. Men for at kunne træde ud i voksenlivet, kræver livet nogle knubs, sår og buler. På et tidspunkt møder man lyset for enden af tunlen og voksenlivets varme stråler, når man træder væk fra sit tidligere teenageliv, erfaringer rigere og med større selvsikkerhed, velvidende at kun de mennesker der bliver ved med at holde fast i hierarkier muligvis er dem der mistede mest da voksenlivet bankede på døren. Sådan var livet ihvertfald for mig. Ikke fordi der er nogle mennesker der i mit liv fortjener et bånd som i serien. Men fordi min usikkerhed på mig selv og mit liv, langt hen af vejen var med til at præge den usikkerhed der synes at lægge sig over mig som en tung, kvælende sky.
Men, under alle omstændigheder, er denne serie endnu en spændende satsning fra Netflix. Men pas på. Den kan være fangende og svær at komme væk fra, før man har set det hele.
Jeg har altid godt kunne lide at danse og lege i køkkenet. Men min mad- og kage-passion spirede først for alvor frem da jeg blev konfronteret med en brat beslutning om at ændre alt jeg spiste. Da jeg først trådte ud fra speciallægen, så jeg madvarer og retter jeg pludselig ikke kunne spise for mig i deja vue, som en person der går planken ud. I første omgang var det i hvertfald sådan det føltes. Men efterhånden som jeg har ændret hist og her, lært alternativer til gluten og mælkeprodukter er jeg faldet pladask for livstilen. Derudover har det haft en masse lækre sidegevinster jeg ikke troede jeg havde problemer med. Det føltes som om min krop ikke skulle anstrenge sig længere, men for engang skyld kunne trække vejret frit og nyde livet. Mange af de “mekanismer” jeg før havde tolereret, var ikke længere et problem. Jeg mistede faktisk en masse overskydende vægt, uden at dette egentlig havde været meningen med diæt forandringen. Og pludselig var det at træne ikke en pestilens længere. Ikke at jeg pludselig var begejstret for at skulle træne, men det at tage en løbetur blev nemmere og jeg kunne pludselig mærke min krop imens jeg trænede. Jeg blev klar over, at jeg før følte det som om, jeg havde haft en sumo-bryder-dragt på hver gang jeg havde berørt noget som havde med træning at gøre.
Men mest af alt spirede en begyndende kærlighed for at eksperimentere i køkkenet frem. Jeg lod mig inspirere af mange forskellige mennesker, der på forskellige måder formåede at gøre omstillingen nemmere. Og idag tænkte jeg, at jeg ville dele min top 5 over kvinder der har inspireret mig, til anderledes retter, kager osv. Nogle af kvinderne er som mig: Glutenfrie. Andre er veganere og derfor naturligt uden mælkeprodukter. Så hver især bringer de noget nyt ind i min kost og lærer mig at tænke anderledes. Men til fælles er de alle fantastiske kvinder, hvor køkkenet er deres egen personlige legeplads. De har alle inspireret til mit eget udvalg af mad og jeg har endda tilføjet opskrifter der har været en direkte inspiration fra disse kvinder. For som jeg tidligere har understreget er opskrifterne tilføjet her ikke mine egne. Det er opskrifter hvor jeg har ændret lidt hist og her, så jeg kunne spise dem uden bekymringer og derfor tilføjet i mit eget “bibliotek”, om man vil. Blot til orientering.
My sixth sense made me aware, that I had done something wrong. Something I was not supposed to have done. But still. Dead silence. No one said anything. No one explained the confusion or the weird looks being exchanged. No one made a gesture to suggest another solution. I couldn’t as I did not know what was going on. I had to philosophies and analyse into a reason for the whole situation, from the looks exchanged during the event and the quite whispers being frantically exchanged afterwards.
As a kid I grew up with a father that had a mantra. Actually, he had several: “Always go bankrupted in first class”. Or “Just do it. It takes 2 minutes” (about the dishes). But in this case I remember him telling me one thing: “Kat. I don’t know and cannot ever come to know what is going on or what you are thinking unless you tell me.” And that is how, despite growing up in a home where the household mostly consistent of women, we had a male-like tendency in my family to just say things as they were. My father knew when I had my period, because I was, and still is, strangely weird during those times. Or, whenever I was sad. Lonely. Angry. In love. Whatever feeling I struggled with, my father knew.
We women have a weird tendency to just leave things unspoken in some kind of false idea that it might hurt someone to say it out loud. And, while this huge pink elefant just keeps flying around in the room for everyone to notice, even the one’s we’re trying not to hurt, all this tension could’ve been avoided by just saying things straight up and being honest.
And while invisible elefants were blown up to the size of Mount Everest in the minds of everyone affected, one could’ve chosen to just say things as they were and be adult about it. I am strong and independent enough to take it. But I know it is not meant like that. We sometimes tend to deal with things in a certain way in order to ensure less people are being hurt. And in some situations, I believe it is the right thing to do. From personal experience, I sometimes need the time to think for a moment and force myself to either admit I have a problem with something, or it is entirely in my head. Sometimes, all I personally need peace in order to come to grips with all the thoughts and feelings that sometimes overwhelms me. And that’s ok. Not everything needs to be said in the moment it happens. But in most situations, the best you can do is just say whatever is going on – because one might get surprised about how little it might matter anyway.
“A lack of transparency results in distrust and a deep sense of insecurity”, Dalai Lama.
