Efter min livsstilsændring har jeg skiftet min store passion for ostepops ud med en anden “dårlig” vane: IS! Da jeg for noget tid siden besøgte mine venner i Atlanta, smagte jeg for første gang en af Ben&Jerry’s mælkefrie is-variationer! ÅH! Den har simpelthen hjemsøgt mine drømme siden. Specielt når varmen i disse dage for alvor tager fat ind over det ganske danske land og anmoder om sommerens ankomst. Min yndlings is-butik, som ligger lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor, serverer Danmark’s lækreste sukkerfrie chokolade-is og er åbnet allerede i april (Dét er farligt siger jeg jer! Møj farligt!). Derfor er det jo godt der er begyndt at komme mange andre gode is-variationer i supermarkederne og hvad ville ikke være bedre, end at lave en lille tester på dem, hva?! Og nej, jeg taler ikke om de der læskedrik-is. Det er is lavet af alternativer til mælk og flødeis! Alle isene er mælkefrie og glutenfrie!

Choice (Frisko): Big Peak, 64 kr i MENY (boks med 4 vaffelis).
Choice, (tidligere Tofuline), har efterhånden mange forskellige slags is-varianter inden for den mælkefrie kategori. Jeg har smagt deres vanilje is før. Den smager for mig ikke anderledes end en helt almindelig fløde vanilje-is. I denne omgang prøvede jeg deres glutenfrie og mælkefrie vaffelis. Selve vaflen var ret blød også selvom den ikke havde været væk fra fryseren særligt længe. Bortset fra det, mente min veninde, at det da smagte ligesom en helt almindelig eskimo-is. Til gengæld ligger denne variation i den meget dyre ende i MENY, men jeg har set den billigere andre steder på nettet.
Den får ♥♥♥♥ hjerter ud af 5 pga prisen. Det er ikke en is man bare lige køber.

FRI (Premier Is): Chokolade- og Jordbæris, tilbud 20 pr stk i MENY. Premier Is har lavet disse versioner. Af smag findes der en vanilje-, en chokolade- og en jordbærdis. Jeg smagte selv chokoladen og jordbærisen. Jordbærisen smager en blanding af den klassiske regnbue-is, jeg fik som barn og det der guf man plejer at få ovenpå en klassisk kugle-vaffelis. Chokoladeisen smagte af det der pulver man plejede at lave kakao med i mælk som barn, bare med små chokoladestykker. De smager ok, men er ikke mine farvoritter. Det faktum at jeg har formået kun at spise lidt af dem og gemme resten i fryseren siger vidst det hele. Men de var ikke så frygteligt dyre som de andre er. Jeg købte dem på tilbud i MENY for 20 kr. pr pakke.
Den får ♥♥♥ hjerter ud af 5. Smagen er i den billige ende, men det er også det gode ved den her variant. Man skal ikke ud og bruge 60 kr på en is.

Naturli’: Blåbær- og Hindbæris
Naturli’s varianter med hindbær og blåbær ser umiddelbart fristende og spændende ud. Jeg kan egentlig godt lide hvordan den sælger sig selv ved at være økologiske og 100 % plante-baserede. MEN, den med blåbær smager voldsomt syntetisk. Jeg spiste den kun, fordi man jo ikke smider is ud! Det gør man altså bare ikke.
Den får ♥ hjerte ud af 5. Det var et fint forsøg på at lave en is der er 100% plantebaseret, men den syntetiske smag giver den ikke mange chancer ved siden af de andre alternativer.

CHRIIS, Soya-is: 45-50 kr, MENY & IRMA
Min ultimativt yndlings-is er Chriis Soya Is! Den sælges bl.a. i Meny og med mange forskellige smagsvarianter. Derfor noget til enhver smag. Kalorieindtaget for en hel boks er ikke så voldsom og derfor kan man med lidt bedre samvittighed end nogle af de andre tage en lille ekstra bid! 😉 Min yndlings er den med chokolade og havtorn! Åh. Den får min mund til at løbe i vand! Eller den med chokolade og peanutbutter.. Uh… uh.. OG der er også den med mynte og chokolade. Åh. Der er simpelthen mange gode.
Den her får alle ♥♥♥♥♥ ud af 5. Til trods for at smagen til tider er mere sorbet end egentlig is, gør de mange forskellige smagsvarianter op for det.Det smager simpelthen himmelsk

GO’ IS: Hindbær, ca 40-45 kr i IRMA
Go’ Is er endnu en af mine yndlings. Den har en cremet flødeagtig smag og der gemmer sig frugtsovs i den. Den har, så vidt jeg ved en variant med vanille, hindbær og mango. Kaloriemæssigt er det desværre en is, hvor man helst skal lukke øjnene imens man spiser, for den ligger til den høje ende – Meget høje ende. Men jeg elsker hvordan den cremede smag blandes med frugtsovsen! Åh. Det er næsten ligesom rigtig flødeis!
Den får ♥♥♥♥ hjerter ud af 5 for at blande vaniljeisen med frugtsovs og det faktum at den ikke har den klassiske soya-eftersmag.

Oko Bay: Mango og Chokolade, 50 kr pr stk, FØTEX.
En veninde fortalte mig begejstret om den der nye is hun havde fundet i Føtex der var både glutenfri og mælkefri. Hun havde købt dem begge til os til en pigeaften og det blev starten på et kærlighedsforhold. Til forskel fra de andre er denne lavet på kokos-mælk, hvilket virkelig giver isen en lækker cremet eftersmag af kokos. Men smagen af kokos er ikke kraftig, men tilpas. Der er desværre kun 2 forskellige slags og i chokoladen kunne der godt lige være tilføjet chokolade stykker. Men det er en is der kommer til at have en fast plads i fryseren.
Den får ♥♥♥♥♥ hjerter ud af 5. Den har fået en fast plads i mit hjerte sammen med CHRIIS IS! Det må jeg sige.

Håber denne guide gav dig en ide om hvor du skal hen for din næste is. Hvad synes du om de forskellige varianter?

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *