Only in Danish.
Jeg indrømmer ikke at være en habil dater, men min nysgerrighed løb mig over ende og jeg oprettede en profil et sted i internetverdenen. Jeg havde et hav af fordomme, men har da også hørt om succeshistorier fra selvsamme medie. Min veninde var endda så god at opmuntre mig til at gøre det og være stolt over det, da hun understregede, at nu om dage var det en af de mest populære veje frem.
Forstå mig ret, jeg er faktisk ufattelig glad for at være single og nyder det i fulde drag. Jeg nyder ikke at skulle stå til ansvar for nogen. Specielt det bare at kunne tage ud og rejse, uden at skulle sådan for alvor vende det med gutten der hjemme. Når det så er sagt, er jeg alligevel lidt nysgerrig efter hvad det der dating er og derfor er jeg hoppet ud i dette grænseoverskridende eventyr, som nok kommer til at udfordre mine trygge rammer for social adfærd.
Jeg havde en fordom om at sex ville fylde ret meget hos mændene, ikke at det ikke også kan fylde hos kvinderne. Men hos flere mænd blev min fordom bekræftet om at det er det perfekte ydre der får mænd til at blive interesseret og så skal der helst være udsigt til sex indenfor en overskuelig fremtid. Ikke sådan en som mig, der er af den gamle skole. Det betyder bare, at man bliver sorteret fra ret hurtigt og nærmest ikke når at få vist ens mere interessante og skøre sider. Kort sagt står der konservativ kristen i panden på mig og selvom det er et mærkat jeg ikke har noget imod og bærer med stolthed, svinder mulighederne bare ligesom ind, når det kommer til dating-markedet. Mange mænd laver sågar meget omfattende beskrivelser om, hvordan de ønsker familie i fremtiden, men når man skriver med dem, handler det kun om hvad man kan opnå her og nu. Ikke nok med at man skal sælge sig selv for at få et arbejde, føler jeg mig ofte sat til salg til højest bydende.
Man kan vel vove at påstå, at mennesket er blevet et produkt der hele tiden er til salg: På arbejdsmarkedet, i forholdet, hos familien og i datinglivet. Det handler ikke om, hvad kan jeg byde dig – men om hvad jeg kan få ud af dig, før jeg evt skal udskifte dig til en anden model.
Jeg føler mig somme tider lidt som én af mine fars mange firma-biler der blev solgt hvert tredje år, for at sikre et så højt udbytte trods at de ikke længere var splinter nye, men kun var af nyere dato. Men sandheden er at jeg indtil nu har taget mig selv i at være lige så overfladisk som jeg udpeger alle mændene i datinglivet til at være. Sandheden er at jeg dømmer mændene ud hvad jeg ser og det billede den enkelte har malet af sig selv i de mere eller mindre udførlige beskrivelser. Jeg blev en person, jeg ikke ønskede. Men er det i sidste ende en utopi og ren ønsketænkning, at man falder for personligheden og ikke udseendet? Findes de mennesker der med sikkerhed kan sige, at udseendet ikke spillede ind i førstehåndsindtrykket, i den efterfølgende dating og til sidst forholdet?
For mig går jagten stadig på, at finde ud af hvad det der dating er for noget – imens jeg prøver, at bevare mit ønske om ikke at være en overfladisk gimpe der kun går efter hvad “produktet” kan gøre for mig, men at se mennesket bag og spørge, hvad jeg kan bidrage til ham. Om det er ønsketænkning, vil tiden vel vise.
