Jeg er alene. Faktisk er jeg efterhånden vandt til det, og jeg nyder friheden ved ikke at have en partner. På sigt ville det da være rart, hvis der var en der dumpede forbi. Men lige nu er jeg alene og jeg nyder det. Jeg nyder ikke at skulle holdes til ansvar for de skridt jeg tager og de stillinger jeg søger. Jeg nyder ikke at skulle have alle valg jeg tager til at passe i en større enhed. Jeg nyder bare at kunne pakke kufferten og rejse, hvorhen jeg har lyst til.
Men når jeg, som den sidste uges tid og i weekenden, oplever at blive fyldt op med selvtillid og kærlighed i interaktionen med mine gode venner, husker jeg, hvad det er jeg går glip af. I tirsdags dukkede en veninde jeg ikke har set i levende live op ved min bopæl og vi brugte meget tid på at catche op, hænge ud og få vendt de store verdensproblemer (crushes, drikke kaffe, selvværd osv). Da jeg stod på hovedbanegården og vinkede farvel til hendes tog, følte jeg en dyb velbehag, man kun får i den der gensidigt respekterende venskabelige interaktion der emmer af, at man bare holder meget af hinanden. Jeg følte mig elsket, accepteret, respekteret og “opløftet”. Opløftet i den forstand at jeg havde mod på livet. Mod på udfordringerne.
I weekenden oplevede jeg en anden side, jeg elsker ved de mennesker, jeg har omkring mig. Det der venskab, hvor man bare går ind af døren, bare går i skabene og hænger ud.
Det gode venskab er blandt andet det, hvor man ikke spørger om lov. Men bare går ud og tænder elkedlen, imens ens veninde ligger i sit soveværelse og har intro-tid, imens man selv crasher på hendes sofa og ser James Bond film.
Sådan nogle venskaber har jeg et par stykker af! Og nøj, hvor er det himmelsk at kunne dele liv, men også bare hænge ud sammen og hver for sig. Og det er de små ting der gør det. Glæden ved at catche up. Det at føle sig elsket når ens venne-par til en barnedåb har købt lækker kage til én som man kan tåle. Når man får en buket-blomster, eller en tanke over sms fra en ven. Når ens veninde tør pege på ting i ens liv og udfordre en til at gøre noget ved det.
Jeg har valgt at omringe mig med mennesker, der udfordrer, accepterer og omfavner. Mennesker der hver især inspirerer mig til at blive et bedre menneske. Jeg føler mig så heldig at have så mange fantastiske mennesker i livet. Når jeg ser ud på vores samfund i dag, kan konkurrence-genet om at blive den bedste, jalousi og individualisme godt tage overhånd. Det dræner mig for livskræft at skulle sælge mig selv, se bedst ud og den jalousi der opstår, når jeg ikke får det bedste. Så er det fantastisk at kunne tage over til ens venner, trække stikket ud og føle sig elsket.
Så, halleluja for single-livet og så må vi se hvad fremtiden bringer.
